
Dagens coronatal byder på flere lidet opmuntrende rekorder, men dog også på noget, der måske er lyspunkter. Måske.
Antallet af indlagte er nu det højeste overhovedet under hele coronaforløbet. 568 er indlagt, det er 58 flere end dagen før og 33 flere end det hidtil højeste antal tilbage i april, men antallet af patienter på intensiv (79) er dog kun godt halvt så stort som da det var værst i foråret (153), og antallet af patienter i respirator (52) er forholdsmæssigt endnu lavere end de værste tal fra foråret (131).
Antallet af døde er nu blevet fircifret med 1.007 døde, 15 flere end der var registreret dagen forinden.
Antallet af konstateret smittede er også det højeste hidtil, 4.508, men tallet kommer på baggrund af det ligeledes hidtil højeste antal testede, 141.172. Det giver en positivprocent på 3,19 pct., og mens de absolutte tal er stigende, er andelen faldende nu på fjerde dag i træk.
Positivprocenten toppede med 3,50 pct. i mandags og er siden da faldet til 3,33 pct. tirsdag, 3,26 pct. onsdag, 3,23 pct. torsdag og 3,19 pct. fredag.
Blandt kommunerne er incidensen accelereret voldsomt i Ishøj, der på et døgn er gået fra 932 til 1.107. Generelt er incidensen højest i kommunerne øst for Storebælt, men alle kommuner i hele landet er nu over bekymringsgrænsen.
Alle tal nævnt ovenfor er de officielle fra Statens Serum Institut. Dertil kommer tallene fra de private leverandører af hurtigtest (antigentest), og dem var der 35.557 af det seneste døgn. Heraf var 1.083 med coronasmitte, hvilket giver en positivprocent på 3,05 og altså lidt lavere end for de offentlige test (pcr-test).
De private leverandører er Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.