
Danske Regioner vil forsøge at undgå, at sygeplejerskernes strejkevarsel fører til konflikt. Parterne har fire uger til at finde en løsning, plus op til to gange to uger, hvis forligsmanden udsætter konflikten.
Regionernes chefforhandler, Midtjyllands regionsrådsformand Anders Kühnau (S), kalder over for Ritzau strejkevarslet "ærgerligt". Han forventer, at forligsmanden snarest vil indkalde til forhandlinger i Forligsinstitutionen.
Regionerne vil "indgå konstruktivt og resultatorienteret i dialogen med DSR og Forligsmanden for at undgå konflikten", hedder det i en udtalelse fra Regionernes Lønnings- og Takstnævn, som Anders Kühnau er formand for og som står for forhandlingerne på Danske Regioners vegne.
Også radiografer varsler strejke
Også Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen har udtrykt håb om en forhandlingsløning og har ladet forstå, at strejkevarslet er afgivet for at lægge pres på modparten.
En forhandlingsløsning er hæmmet af, at rammen for lønstigninger og andre udgifter er fastlagt ensartet for alle fagforeninger med offentlige overenskomster, både på det kommunale, det regionale og det statslige område. Det levner kun ringe rum for supplerende forhandlinger, især da alle andre har sagt ja til samme ramme.
Foruden det forhandlingsmæssige skal parterne også forberede et nødberedskab, idet det ikke er sådan, at de strejkende bare forlader deres arbejdsplads og lader sygehusene klare sig, som de bedst kan. Der skal indgås aftaler, så livsvigtige og andre uopsættelige sygeplejeopgaver bliver løst uanset konflikt eller ej.
Foruden sygeplejerskerne har også radiograferne varslet strejke. Resten af fagforeningerne i Sundhedskartellet har godtaget overenskomstresultatet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.