Alle, der hver dag går på arbejde, bør blive testet jævnligt. Det gælder også de lærere og pædagoger, der fra på mandag er tilbage på skolerne for at passe og undervise de mindste.
Regionerne har derfor oprustet deres testkapacitet på pcr-testene, der tester i halsen, i dagene op til og i weekenden, så skolepersonalet kan nå at blive testet, inden de starter på arbejde igen. Det sker på opfordring fra Statens Serum Institut.
I Region Midtjylland betyder det, at man fredag og lørdag øger testkapaciteten med 6.000 om dagen. Man går fra at have en kapacitet på omkring 24.000 om dagen til 30.500.
- De seneste dage har vi testet omkring 18.000-20.000 dagligt, så vi har i forvejen en vis ledig kapacitet. Men for at være sikre på, at der er nok test til rådighed, har man valgt at øge udbuddet de næste dage, siger Per Sabro Nielsen, lægefaglig direktør i Region Midtjylland.
Skolepersonalet opfordres til at blive testet senest lørdag, så de kan nå at reagere på et eventuelt negativt svar, inden de træder ind i klasselokalerne. Derfor har regionen kun øget antallet af test de to dage.
- Vi kan kun opfordre til, at dem, der arbejder på skolerne, benytter sig af det ekstra udbud, men om der rent faktisk bliver en øget efterspørgsel, kan vi først sige noget om lørdag, siger Per Sabro Nielsen.
Efter weekenden vil man indføre hurtigtest på skolerne to gange om ugen, ligesom man i dag gør på plejehjem, for at sikre, at smitten ikke løber løbsk. Det vil ske i et samarbejde mellem regionen og kommunerne, oplyser Per Sabro Nielsen.
Frem til kl. 22
Region Hovedstaden har øget testkapaciteten med 9.000 ekstra per dag torsdag, fredag, lørdag og søndag, ligesom man har udvidet åbningstiderne på fem store teststeder til klokken 22.
Region Sjælland tester nu 15.000 om dagen. Fordelt hen over fredag, lørdag og søndag udvider man kapaciteten med 1.500 ekstra test, hvoraf en andel er reserveret specifikt til skolebørn.
Region Syddanmark øger testkapaciteten fra 22.400 om dagen til 28.300 om dagen fredag og lørdag. Det har torsdag eftermiddag ikke været muligt at få oplysninger fra Region Nordjylland.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.