På mandag vender de yngste elever tilbage i skole, og i løbet af ugen forventer KL, at kommunerne, regionerne, sundhedsministeriet og justitsministeriet i fællesskab får en model sat op, så personalet kan tilbydes to lyntest om ugen.
Desuden opfordres alle de ansatte kraftigt til at få lavet en PCR-test inden mandag, oplyser KL.
Modellen vil tage udgangspunkt i, at kviktest af personalet på skolerne bliver foretaget på skolen. Det vil være frivilligt for lærere, pædagoger m.v. at lade sig teste, og testning vil som udgangspunkt foregå i arbejdstiden eller i umiddelbar tilknytning hertil.
Det vil være kommunerne selv, der står for at foretage kviktestene. De skal derfor nu i gang med at få oplært personale til at kunne pode, aflæse svar, indberette testsvar mv.
- Der er rigtig meget, der skal på plads både logistisk og oplæringsmæssigt, inden vi kan gå helt i gang, men vi arbejder på højtryk i disse dage. Og heldigvis har kommunerne jo gennem hele epidemien vist, at netop højtryk er noget, vi arbejder særdeles godt i, siger KL’s formand Jacob Bundsgaard (S).
Testmodellen på skoleområdet kører i sit eget spor og med egne leverandører, og ordningen bruger derfor ikke af den mobile kviktestkapacitet, som dækker plejehjem, hjemmeplejen, sociale institutioner, daginstitutioner mv.
ak