

Der er skarp kritik til regionerne fra Statsrevisorerne for 'helt utilstrækkeligt tilsyn' med hospitalernes brug af eksterne forskningsmidler. Kritikniveauet er det tredje hårdeste på Statsrevisorernes karakterskala.
Kritikken kommer på baggrund af Rigsrevisionens undersøgelse af, hvordan hospitalerne bruger forskningsmidler fra private organisationer, fonde og virksomheder. Den lyder, at hverken hospitalerne eller regionerne har levet op til deres ansvar.
- Statsrevisorerne kritiserer skarpt hospitalernes forvaltning af eksterne forskningsmidler, som er udtryk for en særegen forvaltningskultur, hvor man ikke har tilstrækkeligt fokus på at overholde gældende retningslinjer. Statsrevisorerne kritiserer, at regionernes tilsyn har været helt utilstrækkeligt, lyder det i Statsrevisorernes udtalelse.
Ifølge Statsrevisorerne er problemet blandt andet, at hospitalernes ledelse og interne kontrol ikke har sikret, at basale retningslinjer for brugen af forskningsmidlerne er blevet overholdt.Retningslinjer, der for eksempel skal sikre, at pengene bliver brugt til relevante formål.
Bilag uden forklaring
Og 'på alt for mange bilag' har man slet ikke anført formålet med eksempelvis restaurantbesøg eller indkøb af it, hvilket da heller ikke har undgået Statsrevisorernes kritiske blik.
Ifølge Venstres statsrevisor Kristian Jensen skal der nu strammes op.
- Det ser ud til, at der ikke er nogen steder, hvor man har forvaltet efter reglerne for brug af forskningsmidler. Det har været for meget tagselvbord, og det skal holde op, siger han.
Hospitalernes indtægter til forskning var i 2013 cirka 1,6 mia. kr. Heraf kom over halvdelen fra private forskningsmidler.
De store snyder mest
Rigsrevisionen har undersøgt danske lægers brug af forskningsmidler, blandt andet efter at Jyllands-Posten har afdækket, hvordan fremtrædende overlæger i Region Hovedstaden har brugt forskningsmidler til private og ekstravagante formål.
Og det er især på de store hospitaler, at der har været problemer.
- Der er ingen tvivl om, at Region Hovedstaden og Rigshospitalet ikke er nogen pryd. Der er også et par af de andre store universitetshospitaler, som ikke er nogen pryd. De steder, der ikke er universitetshospitaler, er omfanget betydelig mindre, konstaterer statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), som uddyber:
- Jo mere berømmede disse professorer og overlæger er, jo større er risikoen for, at de har misbrugt det.
Formand mener kritikken er for hård
Der har været problemer med håndteringen af forskningsmidlerne på de danske hospitaler, men langt de fleste forskere har overholdt reglerne. Sådan lyder budskabet fra Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), efter at Statsrevisorerne onsdag har udtalt 'skarp kritik' af hospitalernes forvaltning af eksterne forskningsmidler. Og selvom kritikken bunder i et reelt problem, så finder regionsformanden den generaliserende.
- I konklusionen, hvor retorikken bliver meget skarp, går man ind og anklager en lang række forskere, som overhovedet ikke har overtrådt noget som helst, og som har fulgt alle retningslinjer, siger Bent Hansen (S) til Ritzau.
Men problemets omfang er langt mindre, mener Bent Hansen (S), som selv er formand for Region Midtjylland.
- I Region Midtjylland har vi over de sidste fire år gennemgået 250.000 bilag, og det har ført til seks sager. Så er jeg altså ked af, at man siger, at alle forskere har en flosset moral, for langt de fleste har overholdt reglerne, påpeger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.