Da regeringen i oktober fremlagde sit udspil til en ny sundhedsreform, fremgik det af en enkelt sætning, at de grænsenære kommuner skulle overtage opgaver fra regionerne, når det gælder samarbejde hen over landegrænserne.
Det vakte furore i det dansk-tyske grænseland. Men efter en stor fælles indsats lykkedes det at afværge regeringens planer, skriver Flensborg Avis.
Takket være et samlet politisk pres, stærke argumenter fra grænselandets mindretal og samarbejde på tværs af grænsen lykkedes det at få politikerne i København til at lytte til grænselandets bekymringer.
Men kampen for grænseregionens fremtid er dog langtfra slut, understreger alle parter.
- Vi har kun vundet første halvleg. Lige står der et-nul til os, og det er da en god begyndelse. Men der er stadig nogle detaljer, der skal på plads, siger Bo Liebergren, der er regionsrådsformand i Region Syddanmark.
Indtil nu har Region Syddanmark haft ansvaret for den danske indsats i samarbejdet med myndighederne i Slesvig-Holsten. Ikke alene har regionen sørget for at sende dansk kulturstøtte til grænselandet, den har også været med til at forhandle millioner hjem fra EUs såkaldte InterReg-pulje.
Hvem skulle nu stå for det, spurgte blandt andre Stefan Seidler, der er valgt for det danske mindretalsparti, SSW, i den tyske forbundsdag i Berlin.
I Region Syddanmark frygtede man samtidig, at viden, kontakter og erfaringer opsamlet gennem mange år ville forsvinde. Derfor glæder regionsrådsformanden sig over det store det store engagement på begge sider afgrænsen.
- Det gjorde et stort indtryk, at det var grænselandets mindretal, som kom med indsigelserne, og meldingen fra Kiel, der sagde så meget, som de diplomatisk kunne. Jeg tror, at det gik op for nogen i København, at det er en reel opgave, som ikke bare handler om at lave rapporter på glittet papir, siger Bo Liebergren til Flensborg Avis
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.