
HOVEDSTADEN: Mange kvinder i Region Hovedstaden har ventet mere end et halvt år længere, end de ifølge loven burde, på at få tjekket deres bryster for tegn på kræftknuder. Det viser en orientering ifølge Jyllands-Posten. Der må højest gå to år og tre måneder, mellem kvinder bliver screenet for brystkræft. Region Hovedstaden arbejder på at leve op til lovkravene.
Efter sommerferien forventer regionen at være på plads med rettidig screening af kvinder, siger Christoffer Buster Reinhardt (K), formand for regionens sundhedsudvalg, til Jyllands-Posten.
- Vi screener på livet løs og har blandt andet købt privat kapacitet, så vi regner med at være i mål og kan overholde tidsintervallerne mellem screeningerne på to år og tre måneder efter sommerferien, siger han til mediet.
Problemerne med for lang ventetid på kræftscreening kan have haft meget alvorlige konsekvenser for 279 kvinder. Disse kvinder har nemlig siden 2020 og frem til nu fået forsinket mammografiscreening - og efterfølgende fået konstateret brystkræft.
Dermed kan de være berettiget til erstatning via Patienterstatningen, og foreløbig har 15 kvinder søgt ifølge Region Hovedstaden. Regionen har sendt breve til de resterende 264 kvinder og oplyst dem om muligheden for at søge erstatning.
Stor mangel på læger
I juli 2021 besluttede Region Hovedstaden at forlænge screeningsintervallet i brystkræftscreeningsprogrammet for at prioritere medarbejderressourcerne til at undersøge de kvinder, hvor der var mistanke om brystkræft.
Det betød, at intervallet mellem screeninger for kvinder i screeningsprogrammet i nogle tilfælde blev længere end de maksimale to år og tre måneder, der er anbefalet af Sundhedsstyrelsen. Årsagen til forlængelsen af intervallet var ifølge regionen en stor mangel på de læger, som undersøger kvinderne.
Lægefaglig koncerndirektør Dorthe Crüger har tidligere understreget, at det var nødvendigt. De kvinder, hvis brystkræftscreening er forsinket i perioden april 2023 til august/september 2023, vil løbende blive identificeret. Region Hovedstaden forventer at have overblikket i slutningen af 2023, hvorefter de berørte kvinder alle vil være orienteret via e-boks.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.