HOVEDSTADEN: Hvor går man hen, når der bliver vendt op og ned på ens hverdag og familieliv, fordi alvorlig sygdom eller dødsfald rammer? På Herlev Hospital får patienter og pårørende nu et sted at søge støtte eller ro, når Region Hovedstaden i dag torsdag indvier sit nye Center for Fordybelse og Tro.
- Uanset om man er troende eller ej, så har de fleste behov for at kunne tale med nogen om livets store spørgsmål og for at kunne opsøge stilhed og fordybelse, siger Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden og tilføjer:
- Med Center for Fordybelse og Tro på Herlev Hospital kommer vi endnu et skridt på vejen til et mere menneskeligt sundhedsvæsen, som ikke bare ser en patient, der skal opereres og have den rette medicin, men på mennesker, som også har følelsesmæssige og åndelige behov.
Plads til både troende og ikke-troende
Center for Fordybelse og Tro indeholder et kirkerum, et muslimsk bederum og et neutralt rum helt uden religiøse symboler.
Hospitalspræst Matilde Nordahl Svendsen glæder sig til at tage Center for Fordybelse og Tro i brug:
- Vores erfaring gennem mange år er, at når vores patienter og pårørende står overfor de store milepæle i livet, hvor de fx møder alvorlig sygdom, skal tage afsked med deres kære eller som nybagte forældre står med et lille nyt liv i armene, så søger mange den åndelige dimension i livet. På hospitalet tager vi os af den fysiske behandling af vores patienter, men med Center for Fordybelse og Tro kan vi også tilbyde nogle smukke og æstetiske rammer, som imødekommer forskellige former for åndelig refleksion og mulighed for at trække sig tilbage fra hospitalets hektiske hverdag, siger hun.
MG
Fakta
Center for Fordybelse og Tro er finansieret af:
- A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal: 10 mio. kr.
- Gladsaxe-Herlev provsti: 2 mio. kr.
- Chr. P. Hansen og Hustrus Fond for Almengørende formål: 100.000 kr.
- Herlev Bladet: 25.000 kr.
- Regionsrådet i Regionen Hovedstaden har bevilliget 2,7 mio. kr. i medfinansiering
Center for Fordybelse og Tro er designet af Henning Larsen Architects og det rådgiverkonsortium, som har stået for projekteringen af Nyt Hospital Herlev og dermed sikret sammenhæng med eksisterende hospital, nye bygnings- og haveanlæg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.