
Skrøbelige kræftpatienter skal i fremtiden rustes bedre til krævende behandlingsforløb for at mindske mulige komplikationer.
Det er et af de tiltag, som regeringen ønsker at iværksætte med en ny plan for kræftområdet. Det skriver Politiken.
- I dag er der ingen krav til, hvilke forberedende indsatser kræftpatienter skal tilbydes, siger sundhedsminister Sophie Løhde (V) til avisen.
- Det vil vi ændre på med den nye kræftplan, fordi vi ved, at mange af patienterne vil have mindre risiko for komplikationer og væsentlig bedre chancer for at komme godt igennem et kræftforløb, hvis de forberedes på det.
Planen, der kaldes "Kræftplan 5", præsenteres fredag. Ifølge ministeren kan et forberedende forløb handle om, at en patient skal enten tabe sig eller tage nogle ekstra kilo på inden en operation. For andre kan det handle om at styrke helbredet med fysisk træning inden et forløb med kemoterapi.
Ændrer nuværende tilgang
Tilgangen til behandling af kræftpatienter vil byde på en ændring af den nuværende tilgang, hvor patienter som udgangspunkt behandles hurtigst muligt.
Reglerne i dag siger, at der højst må gå 14 dage, fra sygehuset modtager en henvisning fra en praktiserende læge, til patienten begynder i udredning. Derefter må der maksimalt gå 14 dage, fra patienten har givet samtykke til en behandling, til behandlingen påbegyndes.
Der har været et ekstra fokus på behandlingstider, efter at det i 2023 kom frem, at en række alvorligt syge patienter var blevet opereret for sent for kræft i maveregionen på Aarhus Universitetshospital.
Regeringen lancerede efterfølgende en større indsats på kræftområdet for at "genskabe tilliden til den danske kræftbehandling".
Der blev blandt andet indført en ny overvågningsmodel af ventetiderne på kræftområdet. Den nye model har været i brug siden januar 2024. I dag overholdes ventetiderne i mere end 99 procent af tilfældene.
Over for Politiken understreger Sophie Løhde, at de maksimale ventetider kun må overskrides, hvis patienten giver samtykke til det, og hvis det journalføres.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.