- Jeg føler altså ikke, jeg skal have lov til at behandle sukkersygepatienter. For jeg er ikke dygtig nok til det.
Sådan var meldingen fra en kvinde, der 13. september blændede frem på skærmen i DR Kontant. Sagen var nemlig den, at private skønhedsskoler uddanner fodterapeuter, som ikke er autoriserede. Fodterapeuter, som kommunerne alligevel bevilliger tilskud til, at borgere går til.
Og det har fået Socialdemokratiets sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) til at stille et §20-spørgsmål til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) med følgende ordlyd:
‘Hvad er ministerens holdning til, at kommunerne bevilger borgere tilskud til en sundhedsydelse (fodbehandling) hos ikkeautoriserede behandlere uden patientsikkerhed, og hvor patienterne kan have diabetes, gigt og andre alvorlige sygdomme?’
Del af sammenhængsreform
Og ministeren er da ikke afvisende over for, at det kan være et problem, Flemming Møller Mortensen gør opmærksom på. Han mener bare også med egne ord, at det er ‘vigtigt, at der ikke er unødige regler, som er uforholdsmæssige henset til formålet og derfor kan stå i vejen for, at borgere kan få en behandling, som giver dem bedre forudsætninger for at få en god tilværelse.’
Med andre ord gentog Troels Lund Poulsen på mange måder regeringens mantra om, at færre unødige regler skal stå i vejen for velfærd. Og netop planen med de færre unødige regler, også kendt som sammenhængsreformen, skal blandt andet se på reglerne for det såkaldte helbredstillæg, som egentlig er det, Flemming Møller Mortensen spørger til. Med sammenhængsreformen ønsker regeringen nemlig at indføre ‘landsdækkende takster for udvidet helbredstillæg, herunder tilskud til fodbehandling.’
- Jeg vil derfor sikre, at den problemstilling, som udsendelsen DR Kontant peger på i forhold til fodbehandlinger, bliver drøftet i forbindelse med dette arbejde, siger Troels Lund Poulsen.
Afvejet hensyn
Årsagen til, at reglerne om fodterapi og kommunernes henvisning hertil, er som de er, er i øvrigt ifølge beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, at da man indførte reglerne i starten af 00’erne, ‘at reglerne skulle gøre det muligt at videreføre kommunal praksis, samt at reglerne skulle gøre det muligt for pensionister at fortsætte med behandling hos den behandler – herunder almindelige fodplejere - som pensionisten allerede benyttede og var tryg ved.’
- Det var således et afvejet hensyn, der førte til, at reglerne blev udformet sådan, at der fortsat kunne ydes tilskud ved behandlinger hos ikke autoriserede fodbehandlere, siger Troels Lund Poulsen.
Læs spørgsmål og svar her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.