KØBENHAVN: Det bliver nu lettere for hjemløse med psykiske lidelser som eksempelvis skizofreni eller PTSD at få hjælp til at komme i behandling i hovedstadsområdet. Et psykiatrisk gadeplansteam, som siden 2013 har eksisteret i København, udvides nu til også at omfatte Frederiksberg, Dragør og Tårnby Kommune, skriver DR København.
Det glæder blandt andre Ivan Christensen, som er forstander for Mændenes Hjem på Vesterbro.
- Vi har samarbejdet med det psykiatriske gadeplansteam igennem flere år og har gode erfaringer. Hvert år hjælper gadesygeplejerskerne omkring 30 af vores brugere i psykiatrisk behandling, og det er positivt, for gruppen af psykisk syge hjemløse er typisk rigtig svært at nå, siger han.
Teamet opsøger selv de hjemløse
Afdelingssygeplejerske i Det Psykiatriske Gadeplansteam i København, Rikke Knudsen, håber, at man med udvidelsen vil nå flere hjemløse, og få dem i behandling, så de kan få et bedre liv:
- Det Psykiatriske Gadeplansteam opsøger de hjemløse i parker, på herberg og væresteder og etablerer kontakt til psykiatrien, så de hjemløse kan blive udredt, diagnosticeret og behandlet.
De hjemløse magter nemlig sjældent selv at opsøge psykiatrien, og derfor går mange rundt med ubehandlede psykiske lidelser.
Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, befinder halvdelen af Danmarks hjemløse sig i hovedstadsområdet, og det vurderes, at hver anden hjemløs har en psykisk sygdom. De seneste tal viser, at gadeplansteamet på tre år har hjulpet mindst 271 københavnske hjemløse i psykiatrisk behandling.
I den kommende tid undersøges det, om ordningen bør udvides til endnu flere kommuner.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.