
SYDDANMARK: Politiet og psykiatrien i Region Syddanmark får fra i dag et endnu tættere samarbejde. Regionsrådspolitikerne har nemlig valgt at sætte penge af til en ny regionsdækkende psykiatrisk udrykningstjeneste, der kan hjælpe politiet i situationer, hvor de står med et menneske med psykiske problemer.
Formålet er at hjælpe med at nedtrappe situationer og dermed også at undgå tvangsindlæggelser.
- Vi har kunnet se et stigende behov for, at vores dygtige medarbejdere i Psykiatrien skal have mulighed for at rykke ud, når der er mennesker med psykiske lidelser, der har brug for hjælp. Det hænder, at disse menneskers første kontakt er med politiet, hvad enten behovet er krisehjælp i en svær situation, eller at vedkommende er selvmordstruet, og her skal Psykiatrien kunne træde til, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).
Etableringen af den akutte psykiatriske udrykningstjeneste koster 8,3 mio. kr. om året.
Sygeplejersker står standby døgnet rundt
Analyser har vist, at politiet har det største behov om eftermiddagen og aftenen. Derfor er der fra kl. 13-21 udrykningstjenester i Vejle, Aabenraa, Esbjerg og Odense, mens udrykningstjenesten i hele regionen i den stille periode fra 21-13 dækkes fra Vejle.
Regionsrådspolitikerne har også sat penge af til mobile skadestuer i psykiatrien, hvor medarbejdere fra de Psykiatriske Akutmodtagelser kan rådgive via telefonen eller videoopkald. Eller hvor de inden for 24 timer møder op hos patienterne. De mobile skadestuer er allerede i fuld funktion.
Derudover har regionen også sat penge af til at uddanne ambulancebehandlere i hele regionen i at håndtere psykisk sygdom, og i hvilke teknikker de kan bruge til at nedtrappe situationer.
- Jeg oplever, at regionsrådet gør, hvad de kan for at løfte den akutte hjælp på det psykiatriske område. Vi ved, at hurtig hjælp og de rette kompetencer kan gøre en kæmpe forskel for mennesker med psykiske lidelser, der står i en krisesituation. Jeg er sikker, at vi med vores udrykningstjeneste og andre initiativer kan gøre en mærkbar forskel for disse mennesker, siger lægefaglig direktør i Psykiatrien Anders Meinert Pedersen.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.