KØBENHAVN: En dommer fra Københavns Byret har fået nok af systemet og løsladt en psykotisk mand, fordi kriminalforsorgen ikke har efterkommet dommen fra byretten, der betød at den syge skulle have en plads på en lukket psykiatrisk afdeling.
To gange tidligere har retten indskærpet, at det er uacceptabelt, at manden har haft langvarige ophold i en almindelig fængselscelle, selv om han skulle være anbragt på et hospital.
Kritikken fremgår af en kendelse, som dommeren afsagde forleden, oplyser hans forsvarer.
- Systemet har svigtet min klient. Om det er den ene eller den anden instans, ved jeg ikke, og det skal jeg ikke stille mig til dommer over, men noget er gået helt galt, siger advokat David Francis Lublin.
- Nu står man med et samfundsmæssigt problem. Der render en psykotisk mand rundt på gaden, og han er ikke i den behandling, som han burde, selv om han gerne vil behandles. Det er enormt trist, siger David Francis Lublin.
Hans klient er en iransk statsborger, som politiet flere gange har taget for narkohandel på gaden, og som har flere domme bag sig.
...fra tid til anden ...
I august 2015 blev han således dømt til behandling. Efter udskrivningen fra hospitalet var han imidlertid ikke i tilsyn af Kriminalforsorgen, sådan som det var forudsat i dommen.
Denne fejlhåndtering er i øvrigt en af omstændigheder, som indgår i rettens begrundelse for at løslade manden.
I december 2016 blev manden atter sigtet af politiet for narkohandel. En dommer bestemte, at han skulle fængsles i såkaldt surrogat - altså på en psykiatrisk afdeling. Da det viste sig, at det alligevel ikke skete, blev han løsladt 10. januar i år.
Senere blev han atter fængslet, og 13. juni fik han igen en dom til behandling. Og endnu engang bestemte retten, at han skulle være frihedsberøvet på et psykiatrisk hospital.
I stedet havde Kriminalforsorgen anbragt manden i Politigårdens Fængsel, som er beregnet til blandt andet voldelige indsatte. Men fredag mistede retten altså tålmodigheden.
I Københavns Byret siger pressekontaktdommer Jens Stausbøll, at det sker fra tid til anden, at frihedsberøvede løslades, fordi myndighederne ikke har fulgt rettens bestemmelse.
- I vurderingen indgår, hvad personen har gjort, og om en løsladelse vil være proportional. Meningen er, at der skal være plads på de lukkede psykiatriske afdelinger, men der mangler pladser, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.