Ældre med kroniske sygdomme bliver oftere indlagt, hvis de ikke har pårørende, ligesom færre af dem har planlagte ambulante hospitalskontakter, end ældre med partnere og voksne børn. Det viser en ny analyse af, hvordan kronisk syge ældre håndterer deres sygdom, lavet af KLs nyhedsbrev Momentum.
I 2021 havde kun halvdelen af de kronisk syge uden partner og voksne børn planlagte ambulante hospitalsbesøg, mens tallet for de ældre med partner og eventuelle voksne børn var på 70 pct.
Samtidig viser analysen, der omfatter ældre med astma, diabetes, KOL, leddegigt, osteoporose eller demens, at de enlige 80+årige indlægges hyppigere. Således var 34 pct. af dem indlagt i løbet af året, mens tallet for samboende var på 30 pct. Tendenserne går igen blandt de yngre ældre mellem 67 og 79 år.
Tallene er i tråd med det, som docent, ph.d. og forskningsleder for Hverdagsliv og Sundhed ved Professionshøjskolen Absalon Line Lindahl-Jacobsen ser i et samarbejde med en række kommuner i Region Sjælland. Her har hun særligt fokus på kroniske syge i sårbare positioner.
- Når mennesker bliver syge og mister overskud, hjælper netværket tit med at navigere igennem sundhedssystemet. Så når kronisk syge mennesker bor alene og ikke har nære pårørende, opsøger de ofte færre tilbud og kommer mindre til kontrol i forhold til dem, der bor sammen med en eller har andre pårørende. Og det fører til flere indlæggelser, som vi også ser her i tallene, siger hun.
Kræver kommuneindsatser
Momentums analyse understreger, at pårørende ”på mange måder er den bedste medicin, mennesker med kronisk sygdom kan få,” siger fungerende formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg, Sisse Marie Welling (SF).
- Pårørende er en kæmpe ressource, som kræver, at vi kommuner indretter vores indsatser, så vi husker de pårørende og også passer på dem, så de ikke knækker. Samtidig er det også enormt vigtigt, at vi får sat ind over for de borgere, som bor alene og ikke har voksne børn tæt på. De kan ofte have brug for en større indsats, siger hun til nyhedsbrevet og foreslår en større differentiering af indsatserne:
- Der bliver flere ældre med kroniske sygdomme, og der er forskel på deres ressourcer og netværk. Så vi er nødt til at tage udgangspunkt i det hele menneske og den enkeltes ønsker og behov. Derved er der også potentiale for undgå hospitalsindlæggelser, mener hun og peger på, at der i Momentums analyse er kommet over dobbelt så mange kronisk syge ældre fra 2005 til 2021.
Netværk og forebyggelse
Opmærksomhed på ældre enliges netværk har fx Halsnæs Kommune, hvor hjemmeplejerne hos de aleneboende kronisk syge ældre forsøger at finde ud af, om naboer, gamle venner eller eks-mænd og -koner kan inddrages.
- For det behøver jo ikke være familie. Vi forsøger at drøfte mulighederne med den enkelte borger. Og når det lykkes, skaber det både en højere grad af tryghed og giver en balance mellem at være syg og at kunne leve sit liv. For det hjælper sociale relationer os jo med at holde fast i, siger chef for sundhed og ældre i kommunen, Birgit Gundorph-Malling.
Når det gælder forebyggelse, har Halsnæs gode erfaringer med to aktivitetscentre til selvhjulpne borgere over 65 år, hvor 1.500 borgere mødes til aktiviteter, træning og motion.
- Og så møder de andre mennesker, får måske ovenikøbet nye venner og tjekker lidt op på hinanden. Altså det er ren forebyggelse – og holder simpelthen læger, hospitaler og indlæggelser fra døren, siger sundheds- og ældrechefen.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.