
Danmark står et betryggende sted i epidemien, når krav om mundbind, gyldigt coronapas og de øvrige restriktioner falder bort tirsdag.
I hovedstaden og Region Sjælland har smittekurven toppet, siger Tyra Grove Krause, faglig direktør på Statens Serum Institut (SSI)
- Meget tyder på, at smitten har toppet i de områder, hvor den har været mest udtalt. I hovedstaden og Region Sjælland så vi allerede i slutningen af sidste uge et faldende smittetal, særligt blandt skolebørn. Så det er supergod timing i forhold til, at restriktionerne lettes.
Til gengæld kan smitten den kommende tid stige i de dele af landet, hvor den har været mindre udbredt, ligesom SSI forventer, at flere ældre smittes.
- Derfor er det vigtigt fortsat at have en indsats, der beskytter dem, siger Tyra Grove Krause.
Smittetal skal gange med to eller tre
Tidligere har undersøgelser fra SSI vist, at antallet af påviste tilfælde skulle ganges med lidt mere end to for at få det reelle antal smittede. Den næste tid skal det ifølge Tyra Grove Krause sandsynligvis ganges med tre for at få et korrekt billede af smittesituationen.
Når mørketallet forventes så højt, skyldes det flere omstændigheder. Dels peger en rekordhøj positivprocent i den retning. Flere end 26 procent af det seneste døgns testede er positive, hvilket vidner om udbredt samfundssmitte.
Men det spiller også ind, at mange har så milde eller ingen symptomer, at de slet ikke opdager, at de er smittede. Andre nøjes med en hjemmetest.
Endelig kan færre uvaccinerede ventes at stille sig i kø i testcentrene, når kravet om et gyldigt coronapas forsvinder i fx fitnesscentre og på restauranter.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.