Hvorfor er det så svært at reducere antallet af patienter, der udebliver fra deres aftaler i sundhedsvæsnet og dermed spilder kostbar tid på sygehusene? Det skal professor og overlæge Morten Sodemann på OUH nu forsøge at finde svaret på ved hjælp af en bevilling på seks mio. kr. fra Novo Nordisk, skriver TV2 Fyn. Og han er parat til at se indad på sygehusenes egen ageren i stedet for at give patienterne skylden.
- Helt banalt er der jo ti procent af danskerne, der ikke bruger e-Boks, og dermed risikerer man at sende breve til en boks, der ikke bliver tømt, siger han. Desuden bliver mange aftaler ændret, så det er svært for patienten at bevare overblikket. Og det kan være svært for patienterne at komme igennem for at meddele, at de ikke kan komme.
- Der kan være nogle interesser i ligesom at italesætte patienter som dovne eller ligeglade. Jeg tror, der er en bekvem fordom om, at det er patienterne, der er problemet, fordi det fritager jo måske rigtig mange for at bruge tid og penge og tænke sig mere om, siger han.
For fem-ti år siden var der meget tale om at straffe patienter, der udeblev fra deres aftaler. Blandt andet blev der i 2015 gennemført et forsøg i Region Midtjylland, hvor man gav "pjækkebøder" på to sygehusafdelinger til udeblevne patienter. Men bøderne resulterede ikke i færre udeblivelser.
Siden har sygehuse blandt andet lavet forsøg med påmindelser før aftaler eller at lade patienterne selv booke deres tider - det sidste gav dog problemer i forhold til lovgivningens krav om, at patienter skal tildeles en tid senest tre dage efter henvisning. Og senest har Sundhedsdatastyrelsen indført den digitale løsning Aftaleoversigten på sundhed.dk, hvor patienterne kan få et samlet overblik over alle deres aftaler med sundhedsvæsnet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.