dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

Ordførere vil have regler for lægers brug af video

Der er i dag ingen klare retningslinjer for vagtlægers brug af videoopkald, men det vil flere ordførere have ændret.
12. SEP 2023 13.14

MIDTJYLLAND: Flere sundhedsordførere vil nu have retningslinjer for vagtlægernes brug af videoopkald i forbindelse med konsultationer. Det sker, efter at Radio4 de seneste dage har beskrevet to sager fra Region Midtjylland, hvor vagtlæger har overset alvorlige symptomer under videokonsultationer.

Blandt andet døde den 37-årige Johann Nielsen i foråret af blodforgiftning under et døgn efter, at en vagtlæge havde vurderet, at hans symptomer ikke krævede akut behandling.

I en anden sag blev en seksårig dreng akut indlagt, efter at en vagtlæge havde overset tydelige tegn på leversvigt. Vagtlægen har siden fået kritik for manglende behandling af Sundsvæsenets Disciplinærnævn, der i øjeblikket også behandler en klage over afdøde Johann Nielsens forløb.

Ordførere vil have retningslinjer

Peder Hvelplund, der er sundhedsordfører for Enhedslisten, mener, at sagerne viser, at der er brug for klare retningslinjer for lægerne.

- Jeg er tilhænger af mere brug af video, men så må der også ligge nogle helt klare retningslinjer, siger Peder Hvelplund til mediet.

I dag er det op til vagtlægerne selv at vurdere, hvornår der er grundlag for en videokonsultation. Det sker efter et lægefagligt skøn.

- Vi bliver nødt til at have nogle rammer for, hvornår og hvordan den enkelte læge i den enkelte situation skal regne sig frem til, hvad der giver mening, siger Jens Henrik Thulesen Dahl, sundhedsordfører hos Danmarksdemokraterne.

De seneste år er der sket en markant stigning i antallet af videokonsultationer. Alene i Region Midtjylland har der siden 1. januar i år været over 47.000 videokonsultationer. Det er 10.000 flere end samme tidspunkt sidste år.

Ifølge Praktiserende Lægers Organisation (PLO) er den officielle vejledning til lægerne, at “nogle problemstillinger vil være egnet til videokonsultationer.” PLO vil ikke svare på, hvilke konkrete problemstillinger, der er tale om. Region Midtjylland og PLO har en erklæret målsætning om at bruge videokonsultationer i endnu højere grad for at nedbringe antallet af fysiske konsultationer.

Dansk Selskab for Patientsikkerhed har dog stillet sig tvivlende over for, om teknologien i sig selv er god nok.

Videoopkald varede 12 sekunder

I sagen om 37-årige Johann Nielsen varede selve videoundersøgelsen cirka 12 sekunder, og i løbet af den tid nåede lægen både at vurdere, at Johann Nielsen havde “normale farver i huden”, at han ikke var bleg, at der ikke var synligt udslæt eller synlig blødning fra næsen, og at der heller ikke var ændringer af øjenfarven.

Radio4 har forsøgt at få en kommentar fra Region Midtjylland og PLO, der ikke ønsker at stille op til interview, men formand for Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), henviser til Danske Regioner.

Vagtlægerne i de to sager har ikke ønsket at stillet op til et interview. Lægen, der har fået kritik for den manglende behandling af den seksårige dreng, siger dog til Radio4, at han tager afgørelsen til efterretning.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.