IKAST-BRANDE: Flere påbud fra Socialtilsyn Midt til bostedet Brande Åcenter i Ikast-Brande bunder i bureaukratiske regler i forbindelse med især magtanvendelse, fremgår det af flere artikler i TV Midtvest. Efter bostedslederens henvendelse til kanalen fik denne aktindsigt og fulgte derefter bostedet en halv nat og en halv dag.
Et eksempel på magtanvendelse er, når personalet spænder en multihandicappet beboer fast i kørestolen, så hun ikke falder ud. Hver gang skal tidspunktet for fastspændelsen noteres i et ringbind. Et andet påbud fra Socialtilsynet er, at et overvågningskamera skal fjernes fra en beboers værelse. Overvågningen er ulovlig, selvom kameraet er sat op af beboerens far, så personalet kan gribe ind, når beboeren forsøger at spise alt fx eget tøj og dyne.
I et bekymringsbrev fra personalet, står der bl.a. at det "udfylder enslydende dokumentation hver dag året rundt i et forsøg på at have kontrol med, at borgerne ikke lider overlast. Men det kommer netop til at betyde, at borgerne kan lide overlast. Medarbejderne går fra en borger, hver gang der skal udfyldes et skema. De medarbejdere, der skal sende skemaerne hver måned, bruger tid, der i stedet kunne være brugt på pædagogisk og omsorgsfuldt arbejde omkring vores borgere."
Borgmesteren bakker op
Ikast-Brandes borgmester Ib Lauritsen (V) bakker ifølge kanalen op om personalets ønske om mindre bureaukrati.
- Jeg vil vove den påstand, at det papirarbejde ikke ændrer ved, hvordan virkeligheden er. Så sikringen ligger primært i tilliden til de mennesker, der arbejder med det, siger han og har med opbakning fra byrådet sendt personalets bekymringsbrev videre til socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Ifølge borgmesteren belyser bekymringsbrevet problemstillingen med, at politikerne på Christiansborg på den ene side ønsker mindre bureaukrati i kommunerne, samtidig med at den nuværende lovgivning er bygget op omkring et gennemgående bureaukratisk regelsæt.
Ministeren svarer
Med baggrund i opråbet fra Ikast-Brande har TV Midtvest kontaktet relevante politikere i landsdelens 13 kommuner, hvor alle de adspurgte mener, at dokumentationen af magtanvendelse er gået for vidt, og at reglerne bør laves om. Fx taler formanden for social- og sundhedsudvalget i Lemvig Gunnar Lisby Kjær (V) om et "dokumentationshelvede":
- Vi er jo simpelthen nødt til at bløde lidt op i forhold til den helt vilde rigide tankegang. Der er nogle regler, der efter hensigten skulle være til gavn for borgeren, men nogle regler er en form for over-implementering, lyder det fra Lemvig-udvalgsformanden. Socialminister Pernille Rosenkrantz Theil (S) har nu reageret på opråbet fra Ikast-Brande:
Jeg vil selvfølgelig kigge på reglerne om magtanvendelse helt generelt. Vi skal se, om snittet er rigtigt. Det er supersvært og dilemmafyldt, siger hun.
Efter beskrivelse af den konkrete sag fra Brande Åcenter om kameraovervågning forholder socialministeren sig i en anden artikel også til den problematik:
- Jeg synes, det virker logisk, at der kan være nogle situationer, hvor vi skal ind og kigge på en mulighed for videoovervågning i bestemte situationer.
- Vi har besluttet, at der skal være en evaluering af magtanvendelsesområdet, og jeg deltog selv i forhandlingerne sidst, og der var der meget forskellige opfattelser, vil jeg sige om spørgsmålet om videoovervågning. Det skal vi selvfølgelig have drøftet grundigt med Folketingets partier, siger Pernille Rosenkrantz Theil til kanalen.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.