NORDJYLLAND: Mange patienter går igennem operationer, som senere viser sig at have været spildt - og måske endda have forårsaget gener og smerter. Det vil Farsø Sygehus i Nordjylland nu forsøge at ændre på. Fra nytår tager sygehuset en ny model i brug, der skal sortere i patienter, der skal igennem en knæ- eller hofteoperation.
På sygehuset, som står for størstedelen af hofte- og knæoperationerne i Region Nordjylland, oplever man, at mellem fem og 15 pct. af patienterne ikke får gavn af operationerne. For eksempel har de kroniske smerter efter operationen, som dermed ikke har givet dem bedre livskvalitet.
- De fylder også meget i vores ambulatorium, fordi de kommer gentagende gange for at høre, om vi kan afhjælpe generne. Så det er klar fordel, hvis vi kun opererer de patienter, der får gavn af det og så finder nogle andre tilbud til de patienter, der ikke får gavn af det, siger ledende overlæge på ortopædkirurgisk afdeling på Farsø Sygehus, Poul Hedevang Christensen, til DR Nordjylland.
Modellen samler både data fra tidligere patienter og medtager derudover en række risikofaktorer som alder, køn, BMI og kroniske sygdomme, der er udpeget af en national ekspertgruppe. Ud fra modellen bliver den enkelte patient vurderet, og lægen og patienten kan efterfølgende drøfte det under en konsultation.
Direktør for Danske Patienter Morten Freil er glad for, at samtalen med patienten fortsat er en vigtig del med den nye model, da data alene ikke skal kunne afgøre, om en patient får tilbudt en operation eller ej.
- Kernen i en beslutning skal være en dialog mellem læge og patienten, hvor man i fællesskab træffer beslutningen, men vi synes, at det er godt, at den dialog tager udgangspunkt i data, siger han.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.