
HOVEDSTADEN: Hospitalerne i Region Hovedstaden bliver tvunget til at lukke flere og flere operationslejer på grund af manglende personale. På regionens hospitaler er op til hvert fjerde operationsleje til planlagt kirurgi lukket. Det skriver Berlingske på baggrund af en orientering til regionens politikere.
I samme orientering lyder det, at det formentlig vil tage hele 2023 - og på Bispebjerg-Frederiksberg Hospital helt ind i næste år - førend ventelisterne på hovedstadens hospitaler er afviklet.
Fra Christoffer Buster Reinhardt (K), der er formand for Sundhedsudvalget, lyder det, at problemet ikke bliver løst inden for få måneder.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at nedbringe ventelisterne, men jeg vil ikke foregøgle patienterne, at problemet vil være fikset inden for nogle få måneder. Det er simpelthen ikke realistisk.
- Det er fint, at der er flere penge på vej, men jeg vil hellere have flere hænder, og de er svære at finde, siger han.
En opgørelse viser, at der er cirka 12.500 borgere i Region Hovedstaden, som venter på en operation. Det er et fald på cirka 2.000 siden sommeren i 2021.
Corona og strejke
Ventelisterne begyndte at blive lange under coronaepidemien, hvor mange ikke-livsvigtige behandlinger blev udskudt, fordi behandlingsgarantien blev suspenderet.
Efterfølgende betød sygeplejerskers strejke, at ventelisterne blev endnu længere.
Behandlingsgarantien blev genindført den 21. januar sidste år, men det har været svært for hospitalerne - blandt andet i hovedstaden - at nå at behandle borgerne, inden for de 30 dage der ellers er maksimum.
For at nedbringe ventelisterne er det blevet forsøgt med bonusordninger, der hvor der var mest brug for det. Det var blandt andet ved at belønne medarbejdere "på gulvet", der arbejdede uden for normal arbejdstid.
Desuden har man henvist til privathospitaler, når det har været muligt.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.