KØBENHAVN: Når en sundhedsperson får kritik af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn for alvorlige eller gentagne forsømmelser, skal kritikken offentliggøres på internettet med bl.a. sundhedspersonens navn. Ombudsmanden kritiserer nu, at nogle afgørelser først er offentliggjort op til 1½ år efter, at afgørelsen er truffet.
- Forarbejderne til reglerne siger, at afgørelserne om kritik skal offentliggøres, 'umiddelbart efter' at de er truffet. Derfor er den forsinkede offentliggørelse særdeles beklagelig, lyder det i en meddelelse fra ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
Ombudsmanden gik ind i sagen efter en klage fra Lægeforeningen, der på grund af forsinket offentliggørelse ønskede en række afgørelser fjernet fra internettet. Lægeforeningen pegede på, at den forsinkede offentliggørelse betød, at afgørelserne om kritik af lægerne ville ligge på internettet mere end to år efter, at de var truffet.
Efter reglerne skal afgørelserne forblive offentlige på internettet i to år. Det gælder efter ombudsmandens opfattelse også, selv om offentliggørelsen er blevet forsinket. Derfor kan ombudsmanden ikke kritisere, at myndighederne ikke vil fjerne afgørelserne, før der er gået to år fra offentliggørelsestidspunktet.
bi
Bekendtgørelsen om offentliggørelse siger, at afgørelserne skal offentliggøres på www.sundhed.dk og kan offentliggøres på Patientombuddets hjemmeside. Afgørelserne skal forblive offentlige i to år.
Bekendtgørelsen er en udmøntning af klage- og erstatningsloven. I forarbejderne til denne lov står der, at afgørelserne skal offentliggøres, umiddelbart efter at de er truffet.
Disciplinærnævnet har gennemgået og strammet op på procedurerne for at undgå, at fejlen gentager sig. Det er vurderingen, at der fremover vil kunne ske offentliggørelse, ca. to uger efter at der er truffet afgørelse i sagerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.