
Hvor længe skal man behandle gamle, som alligevel er udsigtsløst syge? Hvor mange småskavanker kan man komme med på de dyre specialiserede sygehuse? Hvordan skal det danske sundhedsvæsen overhovedet hænge sammen fremover, når der er flere og flere ældre og syge og færre ansatte til at behandle dem?
Politikerne skyer disse dilemmaer, som fluer skyer fluesmækkeren. De ved, at risikoen - hvis man bliver ramt - for at splatte ud på mediernes forsider er stor og ikke umagen værd.
Nu vil et nyt og uafhængigt Sundhedsvæsenets Prioriteringsråd selv kickstarte den ømtålelige debat om de nødvendige prioriteringer i sundhedssektoren.
Bag initiativet står Lægeforeningen. Men rådet er meget bredt sammensat med i alt 20 repræsentanter for både patienter, erhvervsliv, fagbevægelse og ngo’er samt kommuner og regioner.
- Det store pres, som sundhedsvæsenet oplever, har gjort det klart, at der er brug for en debat om prioriteringer for at fremtidssikre sundhedssektoren. Vi skal se, om der er opgaver, vi kan løse på en anden måde end i dag.
- Måske gør vi nogle gange tingene for komplicerede og bruger for mange ressourcer på dem. Ny teknologi kan løse nogle opgaver på en anden måde med mindre arbejdskraft og i patientens eget hjem i stedet for, at de skal møde op på sygehuset til en simpel kontrol, siger formand for Lægeforeningen Camilla Noelle Rathcke.
De 20 medlemmer af Prioriteringsrådet skal især drøfte en mere effektiv brug af arbejdskraften i sundhedssektoren.
- Rådets altdominerende fokus er at få efterspørgslen efter sundhedsydelser til at passe med de ansatte, vi har, og ikke dem, vi kunne ønske, vi havde, siger Camilla Noelle Rathcke.
Formand for fagforbundet FOA Mona Striib er et af medlemmerne af rådet. Hun ser frem til at få skubbet politikerne på banen.
- Vi kan jo ikke alt med den nuværende økonomi. Politikerne ønsker ikke at tage den her snak. Men tiden er inde til det, fordi det er gået op for mange, hvor presset sundhedsvæsenet er. Vi står i en helt generel udfordring med mangel på arbejdskraft. Så sundhedsvæsenet kan ikke regne med, at vi bare uddanner flere. For vi skal også have flere ingeniører og pædagoger, så vi er tvunget til at løse problemerne med de hænder, vi har, siger hun.
Opgaver mellem stole
Et af det nye råds andre medlemmer er Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive.
- Der er i den grad brug, at nogen tager prioritering alvorligt. Vi har decentraliseret ansvaret for den overordnede sundhedspolitik så langt ud, at mange opgaver i dag falder ned mellem stolene, siger han og peger på flere oplagte områder, som rådet kan se nærmere på.
- Vi bruger rigtigt mange penge på behandlinger på vores supersygehuse, som kunne løses billigere i kommuner, almen praksis, sundhedshuse eller i folks eget hjem.
Han peger på, at der også bruges mange milliarder på områder, som politikerne ikke tør prioritere i.
- Vi er nødt til at snakke om, hvor udsigtsløs behandling vi skal lave både for de meget syge og de meget raske.
- Er du 93 år og har diarré og stærkt nedsat hjertefunktion? Skal vi så give dig en tarmundersøgelse med mistanke for kræft, når en operation alligevel er utænkelig? Men det gør vi i dag.
I den modsatte ende peger han på screeninger.
- Når vi er blevet så meget bedre til at behandle, skal vi så blive ved at screene også alle dem, der er blevet vaccineret mod livmoderhalskræft.
Sundhedssektorens Prioriteringsråd træder første gang sammen 11. januar og skal mødes fire gange i løbet af 2023.
De er med i Prioriteringsrådet
- Camilla Noelle Rathcke, formand, Lægeforeningen.
- Adam Wolf, administrerende direktør, Danske Regioner.,
- Anne Kristine Axelsson, koncerndirektør Pension & Erhvervssikring, ATP.
- Ida Donkin, bestyrelsesmedlem, Lægevidenskabelige Selskaber.
- Ida Sofie Jensen, koncernchef, Lægemiddelindustriforeningen (Lif).
- Jakob Kjellberg, professor, Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
- Jesper Fisker, administrerende direktør, Kræftens Bekæmpelse.
- Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær, Red Barnet.
- Jørgen Schøler Kristensen, formand, Medicinrådet.
- Katrina Feilberg Schouenborg, markedschef Sundhed og Life Science, Dansk Erhverv.
- Klaus Klausen, formand, Etisk Udvalg, Lægeforeningen.
- Klaus Lunding, formand, Danske Patienter.
- Kristian Vendelbo, administrerende direktør, KL.
- Leif Vestergaard Pedersen, formand, Det Etiske Råd.
- Lene Krabbe Dahl, forbundssekretær, 3F.
- Lone Frank, videnskabsjournalist og forfatter.
- Martin Kiil, Vice President Nordic/Country Manager Denmark, Coloplast.
- Michael Dall, formand, Behandlingsrådet.
- Michael Teit Nielsen, vicedirektør, Ældre Sagen.
- Mona Striib, forbundsformand, FOA.
- - Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet er med som observatører.
Kilde: Lægeforeningen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.