
Et nyt forskningscenter i Aarhus skal være verdensførende inden for forskning i behandling af Parkinsons sygdom.
Det skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse. Centeret støttes af Lundbeckfonden med en bevilling på 313 millioner kroner.
12.000 danskere lider af Parkinsons sygdom, der er kendetegnet ved rysten, nedsatte bevægelser og stivhed. Sygdommen er den hurtigst voksende hjernesygdom på verdensplan, fremgår det af pressemeddelelsen.
Centeret får til opgave at finde behandling, der kan bremse eller stoppe udviklingen af den alvorlige lidelse. Det skal ikke kun levere banebrydende opdagelser, men også sikre, at resultaterne hurtigt kommer patienter til gode, lyder det.
Forskning i verdensklasse
Professor og overlæge Per Borghammer skal stå i spidsen for det nye center, der får cirka 70 ansatte. Borghammer skal opbygge et forskningsmiljø, hvor nogle af de bedste danske og udenlandske forskere samarbejder på helt nye måder.
- Vigtige fund sker ofte i krydsfeltet mellem flere discipliner. Derfor er samarbejde en afgørende ambition.
- Nu bringer vi forskellige, stærke forskningsgrupper helt tæt sammen. Det skaber et unikt miljø både i dybden og bredden, siger Per Borghammer i meddelelsen.
Målet er, at centeret inden for ti år skal udføre kliniske forsøg med patienter og levere bevis for effektiviteten af nye behandlinger. Samtidig skal forskerne finde nye muligheder for at opdage Parkinsons sygdom tidligere. Det kan være gennem blodprøver, scanninger, søvnundersøgelser, hudbiopsier eller prøver fra mavetarmkanalen.
- Vi får en tyngde og en volumen, som kan give større international bevågenhed - og endnu bedre muligheder for forskning i verdensklasse, siger dekan på Aarhus Universitet Anne-Mette Hvas.
Centeret hører under Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, og det skal ligge på Aarhus Universitetshospital.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.