AALBORG: Byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital forsinkes og skubbes i mindst seks måneder, oplyser Region Nordjylland. Forsinkelsen betyder, at hospitalet tidligst kan tages i brug i første halvår af 2024, og regionens forretningsudvalg er bekymret for fremdriften af byggeriet og sætter nye initiativer i gang for at holde projektet på stram kurs, lyder det efter udvalgets møde mandag.
- Medlemmerne af forretningsudvalget fik en redegørelse af sagen og ser med stor bekymring og alvor på den aktuelle situation. Derfor blev det på dagens møde besluttet at igangsætte yderligere handlinger, der skal være med til at genoprette fremtidens universitetshospital. Det er et klart signal om, at vi skal føre byggeriet i mål med flere muskler, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).
Forretningsudvalget kommer til at følge byggeriet tæt og forventer, at der sættes maksimalt ind for at gøre det færdigt. Byggeriet har siden efteråret 2020 været underlagt skærpet tilsyn af Sundhedsministeriet med månedlig opfølgning og nogle tiltag, der skulle skubbe til byggeriet. Men det har vist sig svært på grund af mangel på kvalificeret arbejdskraft og øgede leveringstider på materiale.
Staten må hjælpe
Med en forlænget byggetid øges også omkostningerne, og det skønnes, at det vil koste 80 mio. kr. alene at forlænge byggepladsen med håndværkere og rådgivere i længere tid. Dertil kommer en yderligere udgift på ca. 50. mio. kr efter revurdering af dele af byggeriet, plus 11 mio. til en helikopterplatform på det ene sengetårn og endelig 4 mio. ekstra til en dyrestald. Regionen tager på den baggrund nu kontakt til Sundhedsministeren for at bede om et møde om sagen.
- Vi har mange gode argumetner for, at vi i Nordjylland - på linje med andre store hospitalsbyggerier i landet - får udarbejdet en finansiel løsning i samarbejde med staten. Jeg kan ikke afvise, at hvis vi skal ud og finde så mange flere penge i Regionen Nordjyllands eget budget, kan det komme til at gå ud over vores anlægsinvesteringer de kommende år, og det kan nordjyderne ikke være tjent med, siger regionsrådsformanden.
De manglende penge til det nye byggeri kommer ikke til at berøre den daglige drift på regionens hospitaler eller de ansatte. Efter behandlingen af byggesagen i regionens forretningsudvalg skal den nye tidsplan og dens konsekvenser tages op på regionsrådsmødet den 28. februar.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.