'Patienter i det danske sygehusvæsen må ikke være i tvivl om, hvem der er ansvarlig for deres behandlingsforløb, og hvem de skal opsøge, hvis de savner viden om deres situation eller sygdom'.
Sådan lyder det i den nye aftale mellem Sundheds- og ældreministeriet og Danske Regioner, der i samarbejde med flere faglige organisationer og patientforeninger har indgået en aftale om patientansvarlige læger.
Aftalen betyder, at alle patienter skal have en særlig patientansvarlig læge, der tager ansvar og skaber en oplevelse af sammenhæng, tryghed og kontinuitet i behandlingen.
- Alt for mange patienter oplever i dag, at der mangler overblik og koordination, når de bevæger sig rundt i det danske sygehusvæsen. Med aftalen om den patientansvarlige læge baner vi vejen for en ny kultur og organisering på sygehusene, som skaber større tryghed for patienterne, siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V)
Skal minimere svigt og forglemmelser
Regeringen og Danske Regioner blev i økonomiaftalen for 2017 enige om at indføre patientansvarlige læger – på sigt til alle patientgrupper i sundhedssystemet - men især for patienter med langstrakte og komplicerede forløb skal den patientansvarlige læge minimere svigt og forglemmelser i overgange mellem afdelinger, sygehuse og sektorer.
Modellen om den patientansvarlige læge hviler på flere principper. Af dem kan nævnes:
- Den patientansvarlige læge er ikke altid behandlende læge, men ansvarlig for at patientens behandlingsplan følges, og at der sker fremskridt.
- Der er ikke tale om en vagtordning, hvor den patientansvarlige læge skal være tilgængelig 24/7.
- Den patientansvarlige læge koordinerer patientforløbet i tæt samarbejde med andre relevante faggrupper.
- Den overordnede model kan tilpasses lokalt mellem de enkelte specialer og afdelinger inden for rammerne af den nationale model.
Aftalen er indgået i samarbejde med Overlægeforeningen, Yngre Læger, Dansk Sygeplejeråd, Danske Patienter og Kræftens Bekæmpelse og den praktiske udformning af modellen afventer nu evalueringerne af over 20 pilotprojekter med patientansvarlige læger ude i regionerne, der allerede er sat i gang, og som løber frem til slutningen af i år.
På baggrund af evalueringerne udgiver Danske Regioner i starten af 2017 en hvidbog, som indeholder en definition og beskrivelse af konceptet for patientansvarlige læger, hvorefter aftalen skal genbekræftes dernæst aftalen, før den kan rulles ud i hele landet fra 2017.
Regeringen oplyser, at de vil desuden søge Folketingets opbakning til at afvikle den nuværende kontaktpersonordning, der blev indført i 2009.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.