
NORDJYLLAND: Regionsrådet har mandag godkendt ansættelsen af Jakob Krogh som regionsdirektør. Stillingen blev ledig, da den tidligere regionsdirektør Christian Boel fik stillingen som direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, som Hosea Dutschke blev afskediget fra.
Jakob Krogh, 52 år, har tidligere bestridt nøglepositioner i sundheds- og ældreområdet i kommunalt regi, oplyser regionen. Han kommer fra en stilling som direktør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. 1. november tiltræder han i Region Nordjylland og kommer til at stå i spidsen for en organisation med cirka 14.000 ansatte.
På det seneste har der været betragtelige udfordringer med sygehusbyggeri og med at få budgettet til at balancere i Region Nordjylland.
- Men jeg er tryg ved, at det kommer der styr på i et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem politikerne og administrationen, siger den kommende regionsdirektør.
Pendler mellem hjem og arbejde
I sin fritid prioriterer Jakob Krogh familie, venner og fodbold. Han har jyske rødder og er vokset op i Vejle og Aarhus, men Nordjylland er et nyt bekendtskab. Privat bor han i Vanløse med sin hustru Anya Krogh Manghezi, som er velfærdsdirektør i Høje-Taastrup Kommune.
Jakob Krogh bliver dermed pendler mellem hjem og arbejde.
- Jeg opholder mig i Nordjylland i løbet af ugen, og så når jeg hjem til min søn, som går i 7. klasse, og min meget tålmodige hustru i slutningen af ugen, hvor der jo også ofte er møder i Danske Regioner i København, siger Jakob Krogh.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.