ODENSE: Hjerteafdelingen på Odense Universitetshospital har siden april afprøvet et nyt computersystem, der skærer operationen ned fra tre dage på hospitalet til en ambulant behandling.
- Patienten slipper for at skulle bruge spildtid på hospitalet, at skulle igennem en CT-scanning, og samtidig sparer vi tid og ressourcer og indlæggelsestid på afdelingerne. Vi indfører også at patienten kan komme hjem samme dag – selvfølgelig kun, hvis man er klar til det, siger overlæge og ph.d. Niels Sandgaard til DR.
Samtidig er håbet også at de nye ambulante behandlinger kan tage hul på en ny virkelighed, hvor færre patienter er indlagt i en seng på de kommende supersygehuse, og flere skal behandles ambulant.
Det nye computersystem er et bibliotek af hundredvis af tidligere CT-scanninger af hjerter, og med klistermærker på Jørgens bryst og ryg beregner systemet hurtigt en 3D-model af forkammeret. Kopien er det landkort, som overlæge og ph.d. Niels Sandgaard opererer ud fra. Undervejs bliver det lysegrå landkort over Jørgens venstre hjertekammer mere og mere detaljeret.
- Hvor vi før havde et statisk billede af hjertet, så er det her mere dynamisk, og det landkort over hjertet er enormt vigtigt, siger overlæge og ph.d. Niels Sandgaard til DR.
Odense Universitetshospital er det andet sted i verden, der bruger det nye computersystem Det andet sted er Hospitalet Mount Sinai i New York USA.
Alle patienter skal udskrives samme dag
Indtil videre har 50 patienter fået varmebehandling med den nye måde at lave et kort over hjertet, og fra 1. juni er det planen, at alle patienter som udgangspunkt skal indskrives og udskrives samme dag. Det stiller store krav. Derfor har man også skærpet instrukserne både før, under og efter patientens besøg.
Før operationen har patienterne haft en telefonsamtale med en sygeplejerske, hvor de kan stille spørgsmål, de bliver briefet af lægen før operationen, og når indgrebet er færdigt, bliver alle patienter ultralydsscannet for at se, om alt er i orden.
Computersystemet er også en del af udflytningen til det nye Odense Universitetshospital. Selvom der er tre år til, at det nuværende sygehus rykker alt ud på en ny adresse i det sydlige Odense, er ændringerne allerede i gang. For der bliver færre sengepladser på det nye hospital, 706 bemandede senge i alt, og sygehuset skal også effektivisere for otte pct. En svær situation, som Aarhus Universitetshospital er midt i lige nu.
Den hårdknude håber man at undgå ved allerede nu at tænke nyt og prøve nye patientforløb, siger Tina Poulsen, ledende overlæge på Hjertemedicinsk afdeling på OUH.
- Det gør et stort indtryk at se frustrationerne fra Skejby. Det skaber dårlig energi, og vi vil hellere forbedrede os og lave gode patientforløb, som vi er stolte af med kvalitet, og fjerne spildtid for os og patienterne. På den måde laver vi forhåbentlig en win/win-situation, siger hun til DR.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.