Psykisk sygdom som depression og psykoser slider ofte på den syges eget netværk. Derfor har flere kommuner et tilbud til psykisk sårbare om alternativ familiær nærhed i en netværksfamilie.
En ny undersøgelse fra Defactum under Region Midtjylland viser nu, at det ikke kun er de psykisk sårbare, der vinder ved ordningen. Også familierne, der åbner deres hjem, får mere livskvalitet.
- Langt de fleste familier går ind i det for at støtte nogle sårbare mennesker og dele ud af deres eget overskud. De fleste er rigtigt glade for at være med, siger forsker og sociolog Lotte Groth fra Defactum.
- De føler både, at de hjælper og også selv får noget ud af at det.
Familierne skal bare gøre som de plejer
Projektet begyndte for fem år siden med en kreds af kommuner rundt i landet. Siden er andre kommet til. Udover at matche psykisk syge med den rette familie, sørger kommunen for backup, hvis der opstår problemer.
Familierne tilbyder sig selv til kommunen, som så matcher dem med en psykisk sårbar person.
- De skal ikke være terapeuter eller psykologer. De skal bare gøre, hvad de plejer og hygge sig med den psykisk syge et par timer en eller to gange om måneden. Gå en tur, se fjernsyn eller lave mad sammen, siger Lotte Groth.
Det er ifølge Lotte Groth ikke alle steder, at det har været let at skaffe familier nok til at dække efterspørgslen.
Kommunerne Aarhus, Aalborg, Lyngby-Taarbæk, Jammerbugt, Middelfart, Haderslev og Lolland deltog i det første projekt.
I det seneste projekt deltager kommunerne Randers, Skanderborg, Horsens, Ikast/Brande og Viborg.
Læs mere om projektet på en række af kommunernes Facebook-side
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.