Ned med loppeeffekten - og flere læger i regionsråd

I november 2013 går det løs med kommunal- og regionalvalg herhjemme.
Indtil den begivenhed er overstået, bliver mange af de kandidater, der stiller op til valget, ramt af det jeg kalder loppeeffekten (LE). Jeg definerer LE på den måde, at enhver med en lille politiker i maven, bliver urolig og får travlt med at finde på et eller andet budskab/mærkesag, som de vil reklamere for og tage sig af, og som forhåbentligt giver pote hos diverse media og dagspresse, for til sidst at hente nogle stemmer.

Gennem årene har vi været vidne til fænomenet igen og igen. Når der nærmer sig et valg, kommer der masser af disse visioner/budskaber/mærkesager, hvor en del af dem ikke har mellem en jordisk chance for at blive realiseret, og det er heller ikke engang til at få nogen til at lave beregninger på dem.

Jeg husker en tidligere valgperiode, hvor en kandidat foreslog etablering af en fast forbindelse mellem en lille ø og fastlandet, hvor afstanden mellem øen og fastlandet er stor, så de få hundrede mennesker, som bor på den lille ø, kunne komme hurtigere til fastlandet. Jeg troede, at de tanker kun kan forekomme på Færøerne eller i et olierigt land som Norge, hvor flere milliarder sagtens kan spenderes på sådan et projekt, men nej... han var ægte dansker og det var et rigtigt valg. Efter min mening var det så langt ude, at det forslag eller mærkesag, som han kom med, ikke kun er fantasifuldt, men også rene luftkasteller.

Jeg håber, at psykiatrien bliver skånet fra lignende luftkasteller.

Vi ved, at psykiatrien er et specielt område og at det har været forsømt gennem årene på alle fronter. Derudover er det fortsat et stort tabuemne, når vi eller vores kære bliver psykisk syge. Så skal det helst holdes indenfor husets mure. Naboerne skal helst ikke vide noget om det. Psykiatriområdet er desuden fortsat nedprioriteret af div. faggrupper, såsom læger, sygeplejersker samt andre.

Smittet med LE
Disse omstændigheder omkring psykiatrien, har givet anledning til, at nogle kandidater sandsynligvis vil komme med mange luftkasteller, som ikke har en jordisk chance for at falde i god jord. Disse luftkasteller gør ingen gavn - tværtimod forvirrer de, ikke kun de psykiatriske patienter og pårørende, men i allerhøjeste grad også dem, der arbejder i psykiatrien og har deres viden og kompetencer der.

F.eks. hvis det kommer frem, at tvang i psykiatrien skal ophøre og bæltefiksering skal stoppes, uden at man kommer med et kvalificeret alternativ til gavn for patienter og personale, så synes jeg, at det er et unyttigt forslag og kun til skade.

Desværre er der for tiden visse folketingspolitikere, som er smittet med LE. De vil gerne bestemme, hvem og hvor mange børn og unge, der skal medicineres på grund af de psykiatriske sygdomme, og ikke nok med det, men en del af dem gør sig kloge på forskellige diagnoser og behandlinger. For tiden er det ADHD diagnoser, der besætter politikernes hjerner.

Vi kan spørge os selv, hvem det er, som stiller diagnoser og sørger for behandling af disse børn og unge, inden for ADHD her i landet? Er det ikke lægerne, som er de mest specialiserede på området?

For at undgå at der kommer mange unyttige forslag eller luftkasteller bør vi borgere, kandidater og politikkere tænke os om og forsøge at samle viden eller spørge de relevante fagfolk om emnet.

Kvoteordning - ja
Overordnet kan det gavne psykiatrien og først og fremmest patienterne. I øvrigt er der to ting, som er meget vigtige:

1) De økonomiske midler, som er bevilget til psykiatrien, skal fordobles. Det handler først og fremmest om at råbe statsministeren, økonomiministeren samt sundhedsministeren op. Der skal gøres noget ved det.
Det somatiske område og de somatiske sygdomme har altid været højt prioriteret og været prestigefyldte - også hos politikerne, og nu er tiden kommet til at løfte psykiatrien. Vi kan ikke være andet bekendt overfor vores medborgere og familiemedlemmer, som har en psykiatrisk lidelse. Jeg mener, at man kan leve mange år med slidgigt i hoften eller knæet, og operationen her betragter jeg ikke som livredning, hvorimod man ikke kan overleve med massive selvmordstanker, uden at blive tilbudt akut hjælp eller behandling straks.

2) I betragtning af, at det er de regionale politikere, som styrer og beslutter dagsordenen indenfor sundhedsområdet i regionen inklusivt psykiatrien, kan det undre, at læger ikke er repræsenterede, da sundhedspolitikken fylder 95 pct. af jobbet som regionspolitikker. Det ville være oplagt, at mindst 25 pct. af pladserne i regionsrådet blev reserveret til politikere med sundhedsfaglig baggrund og prioriteringer til læger, som ønsker at beskæftige sig med politik.

Ja, med andre ord skal der være en kvoteordning for læger i regionsrådet. Jeg har ikke noget imod, at en skraldemand eller en frisør er regionsrådspolitikere, men det giver mere mening og slagkraft i regionsarbejdet, når disse læger er medlemmer og bedrager med kvalificeret, saglig debat og deraf kvalificerede beslutninger, når de sidder i regionsrådet.

Levesbrødspolitikkere og luftkasteller kan desværre ikke udryddes helt, men de kan muligvis minimeres.

Medhat Khattab, speciallæge, Svendborg