

ODENSE: Sundhedsstyrelsen og Odense Kommune har slået ring om et plejecenter i kommunen, hvor en beboer netop er død som følge af smitte med MRSA, der er en stafylokok-bakterie, som ikke kan bekæmpes med sædvanlige metoder som penicillin.
MRSA er mest kendt fra svinebesætninger, og for nylig har ombudsmanden meddelt, at Fødevarestyrelsen skal offentliggøre adresser på svinebesætninger, hvor MRSA-smitten er konstateret. Det sker på baggrund af en sag, hvor journalister har søgt aktindsigt og gennem flere år er blevet afvist af myndighederne, som har holdt adresserne på svinebesætninger med MRSA hemmelige.
Tavshed om menneskers sundhed
Både før og efter ombudsmandens afgørelse, der blev offentliggjort den 6. juni, har Odense Kommune afvist at offentliggøre adressen på det plejecenter, hvor den smittede boede.
Direktør Helene Bækmark, Odense Kommunes Ældre- og Handicapforvaltning skrev sammen med ledende embedslæge Henrik L. Hansen et synspunkt i Fyens Stiftstidende: 'I Danmark er det heldigvis sådan, at vi som mennesker i meget vidt omfang selv har kontrol over vores helbreds-og sundhedsoplysninger. Det er en vidtgående ret, der for eksempel betyder, at ens arbejdsgiver ikke må spørge, hvad man fejler, hvis man ringer og melder sig syg. Vi må som offentlige myndigheder heller ikke udveksle sundhedsoplysninger om borgere med hinanden. Tavshed om det enkelte menneskes sundhed er en af de bedst beskyttede rettigheder i Danmark.'
Embedslæge Henrik L. Hansen siger desuden til dknyt, at ombudsmandens afgørelse om, at Fødevarestyrelsen skal udlevere adresser på svinebesætninger, hvor der er fundet MRSA-smitte, ikke giver Sundhedsstyrelsen pligt til at oplyse adressen på plejecentret, hvor beboeren var smittet med MRSA.
MRSA føres ud af svinebesætninger
En af landets førende eksperter på MRSA, professor Hans Jørn Kolmos, klinisk mikrobiologisk afdeling ved SDU, har længe argumenteret for, at offentligheden bør have klar besked om, hvilke svinebesætninger, der er inficeret med MRSA.
Hvorfor er det vigtigt at kende adressen på infircerede svinebesætninger?
- Fordi der leveres svin ud af virksomheden, landmanden sælger levende svin til andre, og som køber af levende svin vil man være interesseret i at vide, om de svin, man køber, er fyldt med MRSA. Desuden spredes MRSA med luften, med gylle og måske med kød. Og så er der nogle ansatte og landmanden selv, som har bakterier på sig og bringer dem ud i samfundet.
To forskellige verdener
Hans Jørn Kolmos er dog helt enig med Odense Kommune og Sundhedsstyrelsen i, at når det gælder plejehjem, hvor beboerne er smittede med MRSA, så skal offentligheden ikke have oplysninger om adressen:
- Der er væsentligt mindre risiko for at komme i kontakt med MRSA på et plejecenter end på en svinegård. Hygiejnen er væsentligt bedre på plejecentre, det er to forskellige verdener. På et plejecenter kan man risikere at få MRSA på sig på samme måde som, når man går en tur gennem brugsen. Det findes ude i samfundet, siger Hans Jørn Kolmos.
I weekenden oplyste Odense Kommune, at MRSA-smitten, som førte til plejehjemsbeboerens død, ikke har spredt sig. I en pressemeddelelse skriver kommunen: 'Ingen af beboerne eller de ansatte på plejecenter-enheden, der i den senere tid er blevet undersøgt for den svinerelaterede MRSA, er smittet med eller bærere af den resistente bakterie.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.