KØBENHAVN: To ud af tre stressramte københavnere, der har deltaget i et forløb på kommunens stressklinikker, er kommet tættere på arbejdsmarkedet eller har formået at holde fast i deres arbejde eller uddannelse. Det skriver Avisen.dk.
Samtidig har deltagerne i stressforløbene oplevet, at deres stress er faldet markant. Fra et tårnhøjt udgangspunkt, der lå langt over grænsen for det behandlingskrævende, er deres gennemsnitlige stressniveau røget ned i nærheden af det gennemsnittet for normalbefolkningen og et stykke under grænsen for, hvad der kræver behandling.
De har også fået en bedre søvn, færre depressioner og oplever en generelt bedre livskvalitet.
Det viser en ny evaluering af de tilbud om kurser i at håndtere stress, som Københavns Kommune som den første kommune i landet begyndte at tilbyde sine borgere i 2015. I evalueringen har man set på, hvordan det er gået de borgere, som deltog i stressforløb i 2015 og 2016.
I 2015 blev knap 250 borgere tilbudt et forløb. På grund af stor efterspørgsel og venteliste blev kapaciteten øget i 2016, hvor omkring 660 startede på et stressforløb. Stressforløbene koster årligt kommunen 12,5 mio. kr., hvoraf de 5 mio. kr. skyldes en ekstrabevilling, som udløber ved udgangen af 2020.
Blandt deltagerne er andelen af beskæftigede steget fra 32 pct. ved forløbets start til 41 pct. tre måneder efter endt stressforløb. Andelen af beskæftigede, der modtager sygedagpenge, er faldet fra 24 pct. ved forløbets start til 10 pct. tre måneder efter endt forløb.
26 pct. af deltagerne har efter stressforløbet bevæget sig i det, evalueringen karakteriserer som ’positiv’ retning i forhold til beskæftigelse og selvforsørgelse. Yderligere 37 pct. har formået at fastholde enten job, uddannelse eller forblive selvforsørgende.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.