NORDFYN: En imponerende opbakning til førstehjælper-projektet 'Danmark Redder Liv' har banet vejen for, at borgerne i Nordfyns Kommune nu også får en akuthjælperordning.
De frivillige førstehjælpere i Region Syddanmark, der deltager i Danmark Redder Liv, er allerede mange, men særligt i Nordfyns Kommune er antallet af førstehjælpere markant. Og som følge af blandt andet de mange førstehjælpere, får borgene i kommunen nu også en akuthjælperordning, oplyser regionen.
Nordfyns Kommune har i marts 2019 244 førstehjælpere, hvilket svarer til næsten 13 pct. af samtlige førstehjælpere i regionen.
På baggrund af den store tilslutning til Danmark Redder Liv, hvor førstehjælperne kan blive sendt ud til hjertestop, har De Nordfynske Hjertestarterforeninger ønsket, at der bliver oprettet en akuthjælperordning. Et ønske, som regionsrådet i Region Syddanmark nu har efterkommet.
Formand for præhospitaludvalget i Region Syddanmark, Mads Skau (V), mener, at en akuthjælperordning er en oplagt løsning for kommunens beboere:
- Det er simpelthen fantastisk at se, hvordan de lokale ildsjæle i det nordfynske i den grad har taget muligheden for at blive førstehjælper til sig. De overvældende mange frivillige førstehjælpere og det faktum, at Nordfyns Kommune er en af de kommuner, hvor vi kæmper med lidt længere responstider, gør det helt naturligt, at vi også efterkommer deres ønske om en akuthjælperordning.
Forskel på førstehjælpere og akuthjælpere
Region Syddanmark råder over både førstehjælpere og akuthjælpere.
Førstehjælperne bliver kaldt ud til hjertestop, mens akuthjælperne med deres udstyr bliver kaldt ud til en bredere palet af opgaver i deres lokalområde som eksempelvis trafikuheld og sygdom. Derudover er akuthjælperne organiseret i foreninger i områder, hvor eksempelvis ambulancerne tager lidt længere tid om at komme frem, mens førstehjælperne er spredt ud over hele regionen.
Hvad enten det er førstehjælpere og akuthjælpere, der kommer ud til medborgere i nød, så er formålet at sørge for hurtig hjælp, indtil lægebiler, akutbiler, akutlægehelikopter eller ambulance dukker op. Førstehjælperne og akuthjælperne kan nå frem på ganske få minutter, og dermed et de frivillige et vigtigt supplement til regionens akutte beredskab.
MG
Førstehjælpere i Region Syddanmark
Man kan melde sig som førstehjælper i Region Syddanmark på hjemmesiden www.redderliv.dk. Det er en betingelse, at man har taget et førstehjælpskursus indenfor de sidste to år. Dansk Folkehjælp udbyder kurser i forbindelse med tilmeldingen.
Førstehjælpere bliver kaldt ud til:
- Patienter med hjertestop, hvor genoplivning er relevant
- Bevidstløse patienter hvor den sundhedsfaglige visitator er i alvorlig tvivl om, der er vejrtrækning, om der er fremmedlegemer i luftvejen eller i tilfælde af svært påvirket vejrtrækning
- Allergisk chok (anafylaksi)
- Hævelse i luftvejen med svært påvirket vejrtrækning (udløst af allergi, insektstik mm.)
Akuthjælperordninger i Region Syddanmark
- De frivillige akuthjælpere er placeret i områder, hvor det tager forholdsvis lang tid for regionens præhospitale enheder at komme frem. Regionen har allerede en lang række aftaler i stand med de såkaldte akuthjælperordninger de steder i regionen, hvor det tager længst tid for en ambulance at nå frem.
- Man kan ikke selv blive akuthjælper. Det er et krav, at man er med i en ordning, der udpeger en kontaktperson til regionen, og som dækker et geografisk område, hvor regionen ønsker, at der er en frivillig akuthjælperordning.
- Akuthjælpere bliver udkaldt til hændelser, der er så alvorlige, at ambulancerne kører med lys og sirene, hvis akuthjælperen kan komme hurtigere frem end regionens egne enheder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.