- Det giver ikke mening, at en patient gratis kan få foretaget en operation, men skal betale for den behandling – nemlig træning – som i mange tilfælde vil være det rigtige, udtaler Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing til metroexpress.
Han opfordrer derfor til, at man laver reglerne om, så man i stedet for kostbare operationer for slidgigt og smerter i knæ, ryg, hofter og skuldre, tilbyder gratis træning til patienter, der har ondt i bevægeapparatet.
Formanden for danske fysioterapeuter, Tina Lambrecht, støtter forslaget:
- Når vi i dag vælger de dyreste behandlingsformer i form af kirurgi frem for de billigste og bedste, som forskningen viser er træning, så er det spild af samfundets penge.
Ifølge Andreas Rudkjøbing er økonomien ikke det eneste aspekt:
- Der er nok en tendens til at se operationer som mere ’rigtige’ behandlinger. Men de er altså ikke altid den bedste løsning. Det håber vi også, at der er forståelse for hos politikerne.
Ulla Astman, formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner, er enig i, at unødvendige operationer skal undgås. I et skriftligt svar til metroexpress skriver hun:
‘Hvorvidt træningen i givet fald skal være gratis, er et spørgsmål om prioritering. Det afgørende for os er, at borgerne undgår overflødige operationer.’
Patienter fravælger selv operation
Hver tredje patient med slidgigt i knæet fravælger selv kirurgi, hvis de inden operation bliver oplyst om fordele og ulemper ved henholdsvis operation og egen indsats.
Det viser en undersøgelse, som Dansk selskab for Patientsikkerhed har gennemført på Gentofte Hospital, hvor kun godt hver fjerde patient valgte indsættelse af et nyt knæ efter at have set en video om to patienter, hvor den ene blev opereret med et kunstigt knæ, mens den anden blev hjulpet til vægttab. I gruppen som ikke så videoen valgte næste halvdelen operationen.
Overlæge i Dansk selskab for Patientsikkerhed, Ove Gaardboe, siger om undersøgelsen, som fastslår at jo mere informerede patienter er om deres muligheder for et alternativ til operation jo flere fravælger den:
- Når patienter er fuldt informerede om de forskellige muligheder, de har, træffer mange af dem andre valg, end de ellers ville have gjort. Det er afgørende, at den enkelte patient går i dialog med lægen om, hvad der er den bedste løsning for netop ham eller hende. I stedet for kun at fokusere på én løsning.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.