Lad ikke afbureaukratisering blive til neobureaukrati

SJÆLLAND: Jens Stenbæk fra Venstre er fra årsskiftet ny regionsrådsformand i Region Sjælland. Han overtager posten efter socialdemokraten Steen Bach Nielsen. Han bliver den tredje regionsrådsformand i regionen gennem tiderne og den første ikke-jyde.

Der foreligger en konstitueringsaftale mellem Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Radikale Venstre. Nøgleordene er bl.a. fri og lige adgang til sundhed, hvilket også er del af sundhedsloven, hvorfor en noget gratis politisk statement. Men derfor kan man jo godt mene det og ville forfølge det. Region Sjælland er en geografisk set vidtstrakt region, og tilgængelighed spiller en betydelig rolle.

Der skal tilvejebringes sundhedsydelser til borgerne med supplement af private alternativer. Det er ikke tydeliggjort, men med kendskab til budget 2014 for regionen, tænkes både private klinikker og OPP (Offentlig Privat Partnerskab). I det hele taget medfører budgetforliget i regionen en ramme for, men også begrænsning på det første års virke for den nye regionsrådsformand.

I forlængelse af det private islæt skal der ifølge konstitueringsaftalen ske konkurrenceudsættelse. Patienten skal dertil inddrages i egen behandling, hvorfor patienten ses som aktiv partner. Patienten som aktiv partner er det nye ord eller den nye sammensætning af ord, i Sundhedsvæsenet.

Samspil og skråplan
Der ses hermed at være tanker om en form for samspil mellem offentlig velfærdsproducent og privat og personligt ansvar. Og der tænkes givetvis i denne form for ansvarliggørelse af privatpersonen. Den professionelle part, eksempelvis lægen, skal spille sammen med patienten, der er medborger med de rettigheder og pligter, det giver. Sygdomme personliggøres med personligt ansvar som følge. Succes er op til den behandlede. Vil det frikende den sundhedsprofessionelle for (dele af) ansvaret? Jeg finder det interessant, men ser også det skråplan man kan komme ud på, politisk. For ansvaret er også politisk.

Der er vægt på sund økonomi og effektiv drift. Der skal være sammenhæng i behandlingen. Det gælder, at regionen skal være en medspiller i forhold til regional udvikling, erhvervsudvikling og styrkelse af det private erhvervsliv. Hermed det borgerlige aftryk i form af det mere merkantile. I den forbindelse burde emnet udkant, udkantsområde og 'Den rådne banan' være taget op.

Endelig skal der ske en styrkelse af fagligheden og udnyttelse af eksisterende viden. På sygehusområdet må man forholde sig til samtidigheden af fortsat specialisering og vidensdeling og dermed opbygning af faglige miljøer.

Værdierne
Sammenfattende set er værdierne i konstitueringsaftalen, i min fortolkning: Anvendelse af private løsninger, patientinddragelse, sund økonomi og effektivitet. Politikerne bruger begrebet effektivitet, hvor de også bør tænke produktivitet. Med begreberne effektivitet og produktivitet sigtes der i politologien på to lidt forskellige emner.

Produktivitet og effektivt - nødvendigt begrebspar, nødvendig virkelighed.
Politikerne må i samme moment, de forholder sig til eksempelvis at drive sygehuse både se på effektivitet og produktivitet, idet der er både Den Danske Kvalitetsmodel at tage i betragtning og et krav om produktivitetsstigning på 2 procent hvert år. Og et emne som specialisering er også uundgåeligt, for det ligger i logikken bag arbejdsdeling, på fagligt bæredygtige vilkår.

Produktivitet er et udtryk for antal producerede enheder pr. krone. Effektivitet defineres på samme måde, dog med hensyntagen til produktionens kvalitet. De to begreber, som fejlagtigt anvendes synonymt, kan bringes på følgende formel, ifølge Finansministeriets økonomisk administrative vejledning:

Produktivitet = Outputmål / Omkostninger.
Effektivitet = Outputmål * Kvalitet / Omkostninger.

Effektivitet er også defineret mere bredt som et udtryk for, at politiske målsætninger føres ud i livet som tiltænkt af politikerne.

Vigtige balancer
en privat produktionsvirksomhed foretages en rentabilitetsanalyse ved investering i ny teknologi. Formålet er almindeligvis at nedbringe enhedsomkostninger, uden tab af kvalitet i produktet. I den offentlige service- og velfærdssektor er det ikke givet, at indførelse af nye teknologier, eksempelvis medicinske teknologier gøres med henblik på at opnå et bedre og mere produktivt forhold mellem input af ressourcer (lønninger mv.) og output (præsteret aktivitet).

Investeringer i teknologi og specialisering (opbygning af specialfunktoner, koncentrering af indsatsen på en mere afgrænset patientskare) kan være foretaget for at forbedre output kvalitativt og ikke for at præstere højere aktivitet. Specialisering forudsætter ofte kompetenceudvikling og etablering af kompetencecentre, specialenheder, ansættelse af specialister (som der er for få af), hvilket forøger enhedsomkostningerne.

Omkostninger i det offentlige er bl.a. bestemt af prioriteringen af faglighed i den leverede ydelse, prioriteringen af nærhed og tilgængelighed, prioriteringen af forskning, analyse, vidensdeling. Prioriteringen af informationsvirksomhed og graden af brugerinvolvering mv.

Der vil ofte være tale om en balance mellem nærhed og specialisering og kompetencekoncentration. Netop kompetencecentre er udtryk for en mandskabsintensiv og omkostningsintensiv foranstaltning og organisatorisk arrangement, der som tillægsgevinst vil have spredning af viden til basisorganisationen. Det tager dog tid at overføre viden til basisorganisationen, der skal evne at adoptere eller adaptere viden. Også det tager tid, kræver mandskab og koster penge.

Mellem to stole
Der er altid ved specialisering en latent risiko for at borgere ikke passer ind og falder mellem 'to stole'.

Der bør skelnes mellem, men også både sikres produktivitet og effektivitet. Produktivitet omhandler som sagt udbyttet målt i præsteret aktivitet pr. anvendt krone. Det er naturligvis værd at hæfte sig ved, hvor meget samfundet får af kvantum. Men lige så interessant er det, om diverse service- og kvalitetsmål nås. Om den politiske målsætning opfyldes. Det kan betegnes som effektivitet, i bred forstand.

Den offentlige sektor omhandler først og sidst omsætning af folkevalgtes ønsker i form af politikker. Derfor må effektivitet tages alvorligt. Men det må omgangen med samfundets ressourcer og skatteborgernes penge også. Spørgsmålet er, om vi i bestræbelserne på at kvalitetsforbedre den offentlige sektor i virkeligheden betaler en for høj pris. At det koster monetært, hvorimod vi ikke kan være sikre på at få kvalitet og mere kvalitet, for de flere penge/ressourcer der kastes efter et tilbud. Hvem vil sætte sig op mod kompetenceudvikling og specialisering i den offentlige sektor? Vil fagforeningerne og de ansatte? Næppe. Vil politikerne? Nej, kun hvis økonomien er en forhindring. Vil borgerne? Måske. De er i hvert fald sidste skanse.

Min pointe er i al sin enkelthed, at det eneste sikre i forhold til at anvende midler på kompetenceudvikling og koncentrering af tilbud i kompetencecentre er, at det er et fordyrende element, som måske, måske ikke, giver afkast i form af mere kvalitet i ydelsen og servicen fra det offentlige.

Hvordan skal målene nås i konstitueringsaftalen?
Remedier til opnåelse af mål, er bl.a. fastholdelse af nuværende sygehusplan og afbureaukratisering. Afbureaukratisering er konkretiseret til oprydning i dokumentations- og kontrolsystemer. Sympatisk forslag, som ikke må konflikte og karambolere med Den Danske Kvalitetsmodel.

Der skal også ske en styrkelse af almen praksis.
Og så kan man for psykiatriens vedkommende hæfte sig ved følgende lovning ift. de første 100 dage:

'....Fremdrift i samarbejdet mellem region, kommuner og praksissektoren med særlig fokus på det psykiatriske område.'

Tillidsdagsorden og afbureaukratiseringstanken
Mest interessant er måske, at der skal begås en 'Tillidsdagsorden', som skal skabe rammer for og frihed til, at medarbejderne kan løse opgaverne på nye måder. Den slags forsøg er dog set før, i Staten. Men det er god politik som driftsansvarlig at gøre et nyt forsøg.

Det er sympatisk, og ethvert regionsråd skal som enhver regering på et tidspunkt sætte sig for at reducere de administrative byrder for de offentligt ansatte, så de kan koncentrere sig om kerneydelsen. Med det formål at slippe kreativiteten løs og at give de enkelte ansatte øget ansvar. Regionsrådet på Sjælland kan hæfte sig ved baggrunden for 'Afbureaukratiseringsplanen'.

Det var også Fogh- og Løkke-regeringernes ønske at fjerne unødvendige og forældede regler og dokumentationskrav, forenkle regler, der ikke umiddelbart kan fjernes og opgøre de administrative byrder af regulering, alt sammen for at sikre, at systemerne ikke sander til i besværlige regler og krav.

Interesser udfordres ved regelsanering
For at nå disse mål udpegede den tidligere regering fem fokusområder. Det var at bedre ledelse skal føre til mindre bureaukrati, motivation af medarbejderne til forenkling af reglerne, inddragelse af praktikernes erfaringer, forsøg med fri-institutioner som udfordring af de offentlige institutioner og færre administrative byrder i det offentlige - eller populært udtrykt mindre administrativt bøvl.

Jeg husker dagbladet Politikens hjemmeside, den 29. oktober 2007, hvor den daværende statsminister citeredes for - på dagen, hvor 'Afbureaukratiseringsplanen' blev præsenteret: '...Vi vil afvikle papirbøvl. Der skal være mindre papir og mere tid til omsorg' og fortsatte: '....Vi inviterer de offentligt ansatte til simpelt hen at udfordre systemdanmark'.

Erfaringen med afbureaukratiseringsforsøg viser, at det er sværere end som så. Et regelstop, en regelsanering vil støde på modstand, for bag enhver regulering må forventes at være interesser gemt, som udfordres ved regelsanering.

Politikformulerende bør læse Professor i Offentlig forvaltning, Jørgen Grønnegaard Christensens velskrevne bog og analyse fra 1991: 'Den usynlige stat', om afbureaukratisering, decentralisering og deregulering og med analyse af det borgerlige styres forsøg på at gennemføre regelforenklinger op gennem 1980'erne. Et forsøg der ikke lykkedes, idet gevinsten skal spredes på mange, der kun opnår marginal gevinst og byrden ramme få, men stærkt organiserede og kampberedte interesser, der vil forstå at sætte sig imod og aktivere kanaler for indflydelse på reguleringen. Regler er med Leon Lerborgs ord: 'Ofte fastfrysninger af magtforhold'.

Lad ikke bøvl afløse bøvl
Målet må være færre regler og kontrol, færre dokumentationskrav, uddelegering af ansvar til den enkelte, smidige(re) organisationer med hurtige og overskuelige beslutningsveje og mindre administration og mere service. Som Regeringen jo påpegede, så bliver forbedringer og ny viden til dér, hvor man har frihed til at afprøve nye idéer.

Jeg håber ikke, at kommende regeringers eller regionsrådenes forsøg på at afbureaukratisere ender med indførelsen af en form for neobureaukrati med overdreven fokus på kontraktstyring, akkreditering, garantier, dokumentation og processtyring. Alt sammen meget godt, hvis ikke det lige var for det omfattende og administrative arbejde der går med den slags, på bekostning af service og velfærdsproduktion. Ovennævnte neobureaukratiske elementer må indføres med omtanke.

Retorik om afbureaukratisering kan ikke dække over at et mere omfattende og fintmasket net af neobureaukratiske tiltag vinder indpas. Bureaukrati og bøvl kan ikke afskaffes ved at indføre neobureaukratisk bøvl i form af akkreditering, kontraktstyring, dokumentationskrav og lignende. Det er Rregionsrådsformanden helt sikkert bevidst om og tænker jo også i afbureaukratisering.

Region Hovedstaden har netop konstitueret sig, og her blev der oprettet et stående udvalg ved navn: IT- og afbureaukratiseringsudvalget. Der er grundlag for udveksling af ideer.

 

Ledelseskonsulent og chefredaktør Lars Helleskov Engelbrektsen, Næstved