
Der bliver flere ældre i Danmark i disse år, og det har i flere omgange fået politikerne til at øremærke midler til ældreområdet.
Alligevel er der siden 2008 skåret knap seks millioner årlige hjemmehjælpstimer væk i kommunerne, ligesom 30.000 færre ældre modtager hjemmehjælp i dag sammenlignet med i 2008.
Det skriver Jyllands-Posten, der henviser til en ny analyse fra Ældre Sagen.
Analysen viser, at antallet af ældre over 65 år i samme periode er steget med 23 pct., skriver avisen.
- Ældre har generelt et bedre helbred end tidligere, men det kan slet ikke forklare det markante fald i hjemmehjælpstimerne. Det er udtryk for en uhyggelig stram visitation i kommunerne, og der er utvivlsomt mange svækkede ældre, der i dag ikke får den hjælp, de har brug for, siger Olav Felbo, chefkonsulent i Ældre Sagen, til Jyllands-Posten.
Forskel på hjælpen kommunerne imellem
Samtidig viser avisens beregninger, at der er stor forskel på, hvor meget hjemmehjælp kommunerne yder.
I Holbæk blev der i 2015 i gennemsnit givet 2210 hjemmehjælpstimer om ugen pr. 1000 ældre over 79 år. Men borgerne i Glostrup, Langeland og Varde måtte nøjes med en tredjedel.
Ifølge en ny analyse fra FOA er kommunerne godt i gang med at udhule to politiske tiltag, der skulle forbedre ældres vilkår - værdighedsmilliarden og klippekortordningen.
I kommunernes budgetter for ældreplejen i 2017 var der samlet budgetteret med en minusvækst på 409 mio. kr., inden den nye klippekortordning på 380 mio. kr. blev vedtaget med finansloven.
Og 81 af landets 98 kommuner vil i år bruge færre penge end i fjor pr. ældre.
Ældreminister Thyra Frank (LA) peger på, at flere ældre klarer sig uden hjælp, fordi kommunerne har fokus på rehabilitering og velfærdsteknologi.
- Man kan derfor heller ikke regne med, at de kommunale udgifter skal stige præcis lige så meget som antallet af ældre, siger hun til Jyllands-Posten.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.