dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
København forlænger levetiden for platformen Københavnerforslag
Det politiske arbejde på Københavns Rådhus kan påvirkes af flere tiltag om borgerinddragelse. (Arkivfoto).
Foto: Benjamin Krog/Ritzau Scanpix

København forlænger levetiden for platformen Københavnerforslag

Platformen, hvor københavnere kan stille forslag til behandling i Borgerrepræsentationen, er et af flere tiltag for borgerinddragelse.
15. MAJ 2024 15.30

KØBENHAVN: Ordningen med den digitale platform Københavnerforslag, hvor borgere kan stille forslag til politisk behandling, er blevet forlænget frem til 2028, oplyser Københavns Kommune. En behandling forudsætter støtte fra mindst 2.500 bosiddende københavnere inden for 180 dage.

Københavnerforslag er et af flere tiltag for borgerinddragelse, hvor andre er Åbent Rådhus, Københavnersamling og Københavnertinget. Sidstnævnte er et toårigt projekt, hvor 36 borgere mødes og udvikler anbefalinger til kommunens fem fagudvalg, der har forpligtet sig til at modtage og behandle anbefalingerne.

Københavnertinget, der blev nedsat i foråret 2023, kom som omtalt i september sidste år med en række anbefalinger, der tager udgangspunkt i spørgsmålet: "Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og rum for alle?" Og anbefalingerne har vist at være en test af, om kursen for Københavns udvikling har opbakning fra borgerne, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

- Vi skal udvikle byen sammen med københavnerne, og derfor er det vigtigt, at vi har føling med, hvad der betyder noget for byens borgere. Rådhuset må aldrig blive en ø. Københavnertingets visioner og forslag er en tryktest af, om vi er på rette kurs. Tingets arbejde giver os en virkelig god indikation af, at vi er optagede af de samme ting og skal holde fast i dem fremadrettet.

To års borgerting

Borgerrepræsentationens sekretariat har gennemført en undersøgelse af de første 36 medlemmers oplevelse af at deltage i tinget i den første periode. Her melder 19 ud af 20 medlemmer i evalueringen, at de har fået en styrket oplevelse af at være borger i Københavns Kommune ved at deltage, og hele tinget vil anbefale andre at deltage i et borgerting.

Københavnertingets anden testperiode med 36 nye medlemmer er i gang og skal frem til juni arbejde med et nyt og mere afgrænset tema om fastholdelse og rekruttering i fremtidens velfærdsjob. 

Det fremgår af referatet af økonomiudvalgets møde i april, at forvaltningen skal arbejde videre med processen, så kommende anbefalinger om fastholdelse og rekruttering på velfærdsområdet bliver så anvendelige som muligt.

I denne proces er kun to fagudvalg, socialudvalget og sundheds- og omsorgsudvalget, og deres forvaltninger involveret. Både forvaltning og fagudvalg skal knyttes tættere til Københavnertingets arbejde, "så der sker en højere grad af fælles forståelse af viden, aktualitet og relevans", som der står om den videre proces.

Det er ikke besluttet, om Københavnertinget fortsætter, når pilotperioden er overstået i 2025. Det afhænger af, om der afsættes bevilling til ordningen på Københavns Kommunes Budget25.

cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.