Knogleskørhed er en sygdom, der ikke trækker mange overskrifter, men som alligevel berører mange danskere og koster samfundet mange penge.
En ny undersøgelse, som sundhedsøkonomer ved Syddansk Universitet har foretaget, anslår, at de afledte udgifter af sygdommen løber op i 15 milliarder kroner om året.
Beløbet omfatter blandt andet omkostninger i forbindelse med indlæggelser, rehabilitering og hjemmehjælp, men også tabt arbejdsfortjeneste for dem, der endnu ikke har nået pensionsalderen.
Marie Kruse, der er lektor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, er overrasket over det høje beløb.
- Jeg lavede for nogle år siden en undersøgelse på kræftområdet, og her var nogenlunde samme tal.
- Vi havde dog udeladt de allerdyreste eksperimentelle patienter, og vi fulgte kræftpatienterne i en kortere periode, så vi kan ikke sammenligne tallene fuldstændig.
- Men det vil nok overraske mange, at knogleskørhed er lige så dyrt som kræft, siger hun.
En af forklaringerne er, at så mange danskere rammes af knogleskørhed, og at de lever mange år med sygdommen.
Det er særligt hoftebrud, der kan koste langvarige indlæggelser og efterfølgende pleje og genoptræning.
Og udgifterne er størst for de patienter, hvor sygdommen først opdages, når de bliver indlagt med et voldsomt brud.
Derfor anbefaler professor Bente Langdahl fra Aarhus Universitet også, at man bruger ressourcer på at kunne udpege patienterne tidligere, så man kan sætte ind med forebyggende foranstaltninger.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.