Mindst 5.900 personer har siden november fået et coronafripas. KL og Dansk Industri mener, at der bør være krav om en lægeerklæring for at blive undtaget. Det skriver DR.
Sundhedsministeriet er nu ifølge mediet "gået i dialog med blandt andre KL og Beskæftigelsesministeriet" om ordningen, der uden videre dokumentation fritager borgere fra test og coronapas.
I dag kræver det nemlig kun et besøg på Borgerservice, hvor en borger, der mener at have en "gyldig sundhedsfaglig grund til undtagelse", kan underskrive en en tro- og loveerklæring og få udstedt et coronafripas.
I Sundhedsministeriets orientering om ordningen oplistes en række sygdomme og tilstande, der kvalificerer til udstedelse af et fripas. Det gælder fx visse kræftsygdomme og misdannelser, men også tilstande, der mere vanskeligt lader sig diagnosticere, herunder "nervøse og stress-relaterede tilstande såsom angst, fobier" og "reaktioner på svær belastning og tilpasningsreaktioner".
Svært at bevise snyd
Det er tæt på umuligt at bevise, hvis nogen på den baggrund uberettiget har fået et coronafripas.
- Det vil formentlig i praksis være umuligt for politi- og anklagemyndighed at føre bevis for, at man har underskrevet en tro- og loveerklæring falsk, siger professor i strafferet ved Københavns Universitet Trine Baumbach til DR.
Siden 1. juli sidste år har personer, der er undtaget test og coronapas, skullet dokumentere deres fritagelse ved fremvisning af et fripas. Det følger af en aftale mellem regeringen og alle Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige.
Kravet om dokumentation blev blandt andet indført med henblik på at begrænse mulighederne for misbrug af undtagelsesreglerne i dagligdagen, der tidligere alene beroede på en vurdering af borgerens troværdighed.
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.