MIDTJYLLAND: Jordemødrene på Skejby Sygehus har så travlt, at de ofte ikke har tid til at spise madpakken eller overskud til et socialt liv efter arbejde. Det skriver Arbejdstilsynet ifølge DR Nyheder i en ny rapport, som tilsynet har udarbejdet efter et besøg på fødegangen i oktober.
- For det første tror jeg, det kommer til at betyde, at der er mange jordemødre, der tænker: Skal jeg lave noget andet? siger tillidsrepræsentant Tanja Lyth til DR Nyheder om arbejdspresset.
- For det andet kommer det til at betyde, at vi ikke kan blive ved med at leve op til de krav, Sundhedsstyrelsen stiller om, at vi skal have en sikker og god betjening af de fødende, siger hun.
Påbud fra Arbejdstilsynet
Ifølge DR Nyheder har Skejby Sygehus fået et påbud om at lette arbejdspresset. Sundhedsordfører Kirsten Normann (SF) mener, at jordemødre landet over har for travlt.
- Der er grænser for, hvor meget man kan effektivisere. Der bliver født flere børn, og samtidig bliver der mindre personale. Det siger sig selv, at der på et tidspunkt vil være for lidt personale til de opgaver, der skal udføres, siger hun til Ritzau.
Onsdag forlod klinikchef Morten Hedegaard Rigshospitalet i protest over nedskæringer og arbejdspres.
50 mio. kr. ekstra
Jordemødre og fødselslæger fra landets fødegange har i flere år klaget over, at de skal løbe hurtigere for at følge med på jobbet. Folketinget afsatte derfor sidste år 50 mio. kr. årligt til de pressede fødeafdelinger.
- Det er åbenbart ikke nok. Det er åbenlyst, at der mangler personale, siger Kirsten Normann, der har kaldt sundhedsministeren i samråd.
- Det er rigtig vigtigt, at der er tryghed omkring den fødende, og at de føler, at der er tid til dem. Og det er lige så vigtigt, at personalet magter deres opgaver, siger hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.