HOVEDSTADEN: Fødende på hospitaler i hovedstaden risikerer, at de midt i en fødsel bliver sendt videre til et andet hospital, skriver Politiken. I 2015 blev 243 fødende kvinder i Region Hovedstaden på grund af travlhed sendt til et andet af regionens hospitaler end det planlagte.
Det er 35 pct. flere end året før og svarer til mere end 1 af hver 100 fødsler. I år ligger antallet af omfordelte fødende kvinder allerede nu højere end samme tidspunkt sidste år, viser tal fra Region Hovedstaden.
- Når vi sender fødende kvinder videre, er det et klart udtryk for, at vi ikke har ressourcer nok. Hverken hvad angår jordemødre eller fødestuer. Der er jo ikke nogen af os, der har lyst til at sende kvinderne videre. Det er jo ikke for sjov, siger næstformand i Jordemoderforeningens kreds i hovedstaden, Sanne Lindsted.
Altid negativt
Lindsted kalder situationen 'uacceptabel' og fastslår, at der i dag er 'langt flere tidspunkter, der er pressede, end der var tidligere. Det er der ingen tvivl om'.
Enkelte dage er presset på fødestuerne så stort, at der ikke er en eneste jordemoder eller et eneste frit fødselsleje tilbage i hele regionen. Så bliver fødende sendt helt ud af regionen til eksempelvis Roskilde og ved enkelte lejligheder helt til Næstved.
- Vi modtog for ikke så lang tid siden om natten en kvinde fra Region Hovedstaden i fødsel, fordi der ikke var en ledig fødestue på et af hospitalerne i regionen, siger Ellen Tobiasen, ledende chefjordemoder på Næstved Sygehus, til Politiken.
Det er ikke nødvendigvis farligt for en fødende kvinde at blive sendt fra Hvidovre Hospital til Hillerød – eller til Næstved. Men det stresser både mor og barn og er utrygt, påpeger formanden for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo:
- En overflytning opleves altid som noget negativt af den fødende, siger hun til Politiken.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.