
Et nyt sogn må i dag lukke ned, fordi smitteniveauet er blevet for højt, nemlig Brovst sogn i Jammerbugt Kommune.
I forvejen er også Rungsted sogn i Hørsholm og Tingbjerg sogn i København lukket ned. De har dog begge i seks dage ligget under grænsen for nedlukning, så de kan få lov at genåbne, hvis morgendagens tal er lige så fine.
Før et sogn lukker ned, skal alle disse tre kriterier være opfyldt:
- Den testjusterede incidens skal være 500 eller derover
- Der skal være 20 eller flere nye smittede den seneste uge
- Positivprocenten skal være 2,5 eller derover.
Lige nu har 48 sogne - udover de tre nedlukkede - en incidens over 500, men Fløng sogn i Høje-Taastrup er det eneste af dem, der har over 20 nye smittede, og her bliver man reddet fra nedlukning af en positivprocent under grænsen.
Søndermark sogn i Viborg, Humlebæk i Fredensborg, Kirke Hvalsø i Lejre og Vor Frue i København er nogle af de øvrige sogne, som har over 20 smittede og forholdsvis høj incidens, men som endnu ikke opfylder alle tre kriterier.
11 i farezonen
Blandt kommunerne klarer alle fortsat frisag i forhold til kravet om en testjusteret incidens under 250, men 11 kommuner er ifølge SSI tæt på grænsen. Det er:
- Frederiksberg 199,99
- Ishøj 187,99
- Norddjurs 182,12
- Albertslund 179,66
- Brøndby 172,33
- København 164,62
- Rødovre 160,31
- Solrød 156,53
- Jammerbugt 152,79
- Fredensborg 152,4
- Halsnæs 152,01
Hvis man ikke justerer for antal test, findes de højeste incidenser i dag i Ishøj, Høje-Taastrup, Frederiksberg, Solrød, Albertslund, København, Norddjurs, Brøndby, Allerød og Rødovre.
Landets fjerdestørste kommune, Aalborg, dukker op som nummer 14 på listen, og det er nyt, efter at kommunen længe har ligget lavt. Især blandt de unge er smitten steget markant, og det vækker bekymring i kommunen, som er gået i tæt dialog med blandt andet uddannelsesinstitutioner og politi. Det har ført til, at den kendte festgade Jomfru Ane Gade nu bliver et såkaldt hotspot med skiltning og ekstra patruljering. I værste fald kan det ende i et opholdsforbud i gaden.
1.088 nye smittede
Det seneste døgn har 1.088 personer fået at vide, at de er testet positiv. Det er lidt flere end de foregående dage, men ikke voldsomt. Med over 188.000 prøver bliver smitteprocenten 0,58, hvilket er i den høje ende i forhold til de seneste uger, men ikke meget.
Også antallet af indlagte ligger inden for de seneste ugers normal: 22 er nyindlagt, fraregnet udskrivninger er der nu 163 indlagt, heraf er 33 på intensiv, og 24 af dem ligger i respirator.
Der er registreret to nye dødsfald med covid-19.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.