Incitamenterne må tænkes forfra

Af udvalgsformand i Sønderborg, Jesper Rosanes (K)

I udspillet 'Det nære sundhedsvæsen' giver KL sine bud på, hvordan vi skal indrette vores sundhedsvæsen, så vi får mest sundhed for pengene. Vi har ikke råd til fortsat blot at øge udgifterne til den specialiserede behandling på sygehusene.

Det er derfor også nødvendigt at give incitamentsstrukturen på medfinansieringsområdet et grundigt serviceeftersyn. Ved at give kommunerne ansvaret for finansiering af ca. 20 pct. af udgifterne til det regionale sundhedsvæsen har kommunerne et stærkt incitament til at forebygge og forhindre indlæggelser. Det er i hvert fald tankegangen bag den aktivitetsbestemte medfinansiering.

Tankegangen kan forekomme umiddelbart logisk og rigtig, men mødes af en række udfordringer:

Det er ikke kommunerne, der indlægger patienter på sygehus, men læger (praktiserende læger, vagtlæger), hvorfor kommunernes praktiske muligheder for konkret at hindre en indlæggelse er små. Kommunerne arbejder selvfølgelig forebyggende for at medvirke til en forbedret sundhedstilstand hos befolkningen generelt. Dette vil på længere sigt kunne medvirke til at holde stigningstakten nede - næppe til at nedbringe udgiften.

Den medicinsk-teknologiske udvikling medfører hele tiden nye behandlingsmuligheder, naturligvis til gavn for borgerne, men det er ikke gratis.

Mange uden regelmæssig kontakt
Der er stigende forventninger blandt borgerne, dels til hvad der er muligt, dels til hvor hurtigt en ydelse skal leveres, bl.a. med baggrund i ventetidsgarantier og behandlingspakker. Igen: det er til gavn for borgeren, men det medfører udgifter.

Sygehusene belønnes økonomisk for aktivitet, dvs. der er ikke umiddelbart noget incitament for et sygehus til at reducere sin kapacitet: Hvis en kommune kan reducere antallet af en bestemt type indlæggelser, vil det være bedst for sygehuset at øge aktiviteten på andre områder, fx ved nedbringelse af ventelister til andre typer af behandling. Med mindre man forestiller sig en betydelig overkapacitet på sygehusene, hvilket næppe er realistisk, vil være der altid være patientgrupper, der kan tages ind hurtigere eller tidligere. Naturligvis igen til gavn for borgerne, men med kommunale udgifter til følge.

Det anføres ofte, at kommunerne kan blive bedre til at forhindre indlæggelser blandt specielt ældre patienter. Dette er også et indsatsområde, der arbejdes med, men det er dog vigtigt at huske, at der et meget stort antal borgere, der ikke har regelmæssig kontakt med kommunen. Der er således ca. 16.000 65+-årige i Sønderborg Kommune, men kun ca. 2.500 modtagere af hjemmehjælp.

Retænk modellen
Genindlæggelser fremhæves ofte som et problem, der skyldes mangelfuld kommunal indsats. Der er selvfølgelig altid god grund til at arbejde med kvaliteten i den kommunale opgaveløsning, men ofte vil genindlæggelser også være en naturlig konsekvens af den generelle udvikling i retning af kortere indlæggelser.

Når man tilstræber, at borgeren i videst muligt omfang kan være i sit eget hjem, vil der i en række situationer være flere, men kortere indlæggelser, og herunder altså også genindlæggelser. Dette er isoleret set i forhold til medfinansieringen ikke godt, men samlet set kan det give god mening. Borgeren får mindre funktionstab ved at undgå lange indlæggelser og bedre livskvalitet ved at være i eget hjem.

Der er derfor behov for at nytænke finansieringsmodellen, så den i højere grad understøtter målet: Mere sundhed for pengene. Det giver ikke mening at indlægge og behandle alle patienter på højt specialiserede sygehuse. Borgerne skal så vidt det er muligt og forsvarligt behandles tæt på deres hjem - i det nære sundhedsvæsen, i almen praksis og kommunerne.

Jeg vil derfor gerne opfordre Folketinget til at 'retænke' modellen og eventuelt omprioritere ressourcerne i sundhedsvæsenet, så målsætningen om et sundt liv for flest muligt kan realiseres.


Formand for sundhedsudvalget i Sønderborg, Jesper Rosanes K)