
HOVEDSTADEN: En journalist fik for et års tid siden afslag på en aktindsigt ved Region Hovedstaden om de privatpraktiserende lægers såkaldte kontrolstatistikker. Statsforvaltningen udtaler nu, at regionen med det afslag går galt i byen.
Anmodningen gik på at se de årlige statistikker, alle lægerne i regionen havde fået i årene 2010-14, med overblik over lægernes ydernumre og antallet af fakturerede ydelser.
Regionen sagde nej med henvisning til offentlighedslovens paragraffer om, at retten til aktindsigt ikke gælder enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold. Det statistiske materiale kunne journalisten således kun få i anonymiseret form.
Journalisten klagede til Statsforvaltningen, som altså ikke kunne følge regionens afslag - og om det med den personlige økonomi har studeret Justitsministeriets betænkning om fortolkning af offentlighedsloven.
Her tolkes undtagelserne omkring en borgers personlige økonomi noget strammere, f.eks. hvis en person modtager boligsikring af en bestemt størrelse eller får en indtægtsafhængig pension mv., så man ad den vej vil kunne slutte sig til oplysninger om modtagerens privatøkonomi.
Statsforvaltningen holder sig til, at kontrolstatistikkerne ikke afslører størrelsen af de enkelte lægers personlige indkomst, idet disse dokumenter ikke indeholder oplysninger om de praktiserende lægers samlede indkomster og omkostninger. Kontrolstatistikkerne afslører derfor efter Statsforvaltningens opfattelse ikke noget om lægernes privatøkonomi som sådan.
Se Statsforvaltningens udtalelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.