
MIDTJYLLAND: Kan samarbejde om medicinering mellem patienter og sundhedspersonale forbedre kvaliteten i patientbehandlingen? Det undersøger Regionshospitalet Randers i et nyt forskningsprojekt, hvor patienter opfordres til at medbringe egen medicin under indlæggelse.
Når en borger bliver indlagt på et hospital i Danmark er praksis, at behandling og medicinering overtages af sundhedspersonalet. Men det er ikke nødvendigvis den bedste patientbehandling.
- Vi oplever i stigende grad, at patienter ønsker at deltage i egen behandling. Det skaber tryghed og tilfredshed hos patienterne. Og vi ser ofte, at patienterne har rigtig godt styr på deres aktuelle behandling og egen medicinering. Derfor inviterer vi til yderligere samarbejde ved at opfordre patienterne til at medbringe egen medicin, når de indlægges akut eller planlagt. Medbringer de egen medicin, kan de sammen med sundhedspersonalet deltage aktivt i egen medicinering under indlæggelsen, siger Charlotte Arp Sørensen, farmaceut og ph.d.-studerende ved Regionshospitalet Randers.
Oprydning
- Når en patient medbringer egen medicin, kan vi hurtigt sætte os ind i, hvilken behandling vedkommende allerede får, og hvad der så vil være bedst og mere sikkert at gøre fremover. Nogle patienter får medicin for flere sygdomme, og det kan være svært for patienterne at huske, hvad de forskellige præparater gør. Når vi vurderer patienternes medbragte medicin, kan vi også hjælpe patienterne til bedre at forstå medicinen og bruge den rigtigt både under og efter indlæggelsen, siger Signe Bredsgaard Sørensen, sygeplejerske ved Medicinsk Afdeling.
- Ny medicin er ofte nødvendig for at sikre, at patienterne bliver raske. Vi rydder op i medicinen sammen med patienterne, og vi engagerer dem i brugen af den nye medicin. Vi giver patienterne to poser til opbevaring af medicinen under indlæggelsen. Poserne skal give patienterne overblik og tryghed i behandlingen og sikre, at de tager den rette medicin. Den røde pose er til den medicin, patienterne ikke længere skal tage, og den grønne pose er til den medicin, som patienterne skal tage, forklarer Signe Bredsgaard Sørensen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.