
De vil ikke have taget blodprøven, spise pillen eller have bedøvelse gennem en maske over mund og næse. Men det skal de. Og det får de gjort.
21 pct. af de børn fra 7. klasse, der har været indlagt det seneste år, har oplevet, at læger eller sygeplejersker tvang dem til at gøre noget. Det viser en rapport, som Børnerådet offentliggør tirsdag, skriver Politiken.
- Når børn får rigtig dårlige oplevelser under indlæggelse, som tallene jo alt for tydeligt viser, påvirker det dem utrolig voldsomt. Det, der for mange voksne måske bare er et lille stik, kan fylde et barn med rædsel i længere tid. De kan få frygt for hospitalet, og en utrolig dårlig psykisk oplevelse vil kunne påvirke det næste besøg. Derfor er det i alles interesse, at færre børn får de her grimme oplevelser, siger Per Larsen, formand for Børnerådet.
Undersøgelsen er foretaget blandt 3.700 repræsentativt udvalgte børn fra 7. klasse, hvoraf de 356 var indlagt det seneste år. I Børnerådets optik skal der ikke meget til at ændre en traumatiserende oplevelse til noget mindre ubehageligt.
- Det er ikke nødvendigvis rart at få foretaget en blodprøve. Men det skal jo gøres. Derfor handler det også om at få inddraget barnets perspektiv, så vi lytter til dem, og hvad de føler, så de oplever, at de selv har indflydelse på, hvad der skal ske. Jeg ved godt, at personalet har travlt, men det vil gøre ondt værre for de ansatte, hvis ikke de tager det her alvorligt, siger Per Larsen til Politiken.
Tvangen kan undgåes
Omkring 140.000 børn er indlagt årligt. Når hvert femte barn i Børnerådets undersøgelse, der har været indlagt det seneste år, oplever, at de skal udsættes for undersøgelser, prøver eller medicinering mod deres vilje, skønner Børnerådet, at de samme grumme oplevelser vil præge alle andre indlagte børn.
Ledende overlæge Pernille Rasthøj Matthiesen, formand for Dansk Pædiatrisk Selskab, kalder undersøgelsens resultat for 'bekymrende og overraskende'.
- Alle, der arbejder med børn i sygehusvæsenet og almen praksis, skal have kendskab til disse resultater, for der er virkelig plads til, at noget kan gøres bedre. Tvang i behandling af børn kan og skal undgås, når tilstanden ikke ligefrem er livstruende. Børnesygeplejersker og børnelæger er specialister i det, og vi vil meget gerne være med til at udbrede kendskabet til de metoder, der kan bruges, siger hun til Politiken.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.