Flere hundrede patienter med alvorlige hjertelidelser får hvert år med kort varsel aflyst store, livreddende operationer, fordi der er problemer med kapaciteten på især Hjertecentret på Rigshospitalet. Her var der sidste år 250 hjertepatenter, som fik at vide, at deres programsatte operation var udskudt til senere. Det skriver Berlingske søndag.
Det forekommer også, at et af de øvrige store behandlingscentre, hjerte-, lunge- og karkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, må aflyse indgreb, men her sker det blot en til to gange om måneden, fremgår det af tal, som Berlingske har indhentet fra de store hjertecentre.
De mange aflysninger udløser nu hård kritik fra en af de største patientforeninger, Hjerteforeningen.
- Det er meget bekymrende, at der sker så mange aflysninger. Det handler om mennesker, som er bange for at dø, og hvor det kan have enorme omkostninger i form af også angst og depressioner, siger direktør Kim Høgh, der også er indigneret over, at der er så stor forskel på antallet af aflyste indgreb på Hjertecentret på Rigshospitalet og afdelingen i Aarhus.
- Det er ikke i orden, og det bør der reageres på både fra det politiske system og på de to afdelinger, som må kunne skabe et bedre samarbejde for at kunne stille hjertepatienterne i Vest- og Østdanmark mere lige, siger han til Berlingske.
Sygemeldinger
Årsagen er primært, at der kommer andre akutte patienter, som det er nødvendigt at operere her og nu, men i andre tilfælde er forklaringen mangel på intensivkapacitet eller sygdom blandt personalet.
På Aarhus Universitetshospital er det lykkedes at bringe antallet af aflysninger som følge af organisatoriske årsager ned på en til to om måneden, og det er et acceptabelt niveau, vurderer ledende overlæge Lars Bo Ilkjær.
- Det er en enorm belastning for patienterne, når der sker aflysninger. Men helt undgå det kan man ikke. Der er tale om højtspecialiserede behandlinger, som udføres af ganske få mennesker, og derfor er man nødt til at blande de planlagte og akutte operationer, siger han til Berlingske.
- Det er aldrig rart for en patient at få aflyst en operation, som man både psykisk og fysisk har sat sig op til. Belastningen er desto større, når man er alvorligt syg. Jeg forventer, at regionerne og de enkelte sygehuse tilrettelægger deres arbejdsgange, så der bliver færrest mulige aflysninger, og følger effektivt op på årsagerne. siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) til Berlingske.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.