Hold næsen i sporet

Men hvorfor taler kritikerne med så store bogstaver, når flere og flere kommuner når frem til, at det er en god idé at gøre arbejdstiden røgfri? 

For noget tid siden var jeg inviteret til fødselsdag. Jeg kom i snak med en af de andre gæster og fortalte, at jeg arbejder med tobak i Kræftens Bekæmpelse. Det fik hende til at fortælle denne historie:

Hun havde tidligere røget. Meget. Men hun stoppede, og nu holdt hun sig langt væk, når vennerne gik ud for at ryge, for hun vidste, at hun ville begynde igen, hvis hun blev fristet. Hun arbejdede som socialrådgiver i en kommune, og på arbejdet var der et stærkt fællesskab omkring rygning i pauserne. Flere af hendes kolleger havde tidligere i deres liv røget eller røg i ny og næ, da de begyndte på arbejdspladsen. Men i løbet af kort tid var de del af den faste flok, der gik ud og røg i pauserne. De var blevet dagligrygere på deres arbejdsplads.

Fortællingen er et af de bedste argumenter for røgfri arbejdstid. Arbejdspladsen kan være rammen om en kultur, der fremmer og fastholder rygning. Det skal den ikke være. Vi hører ofte, at unge begynder at ryge, fordi der opstår et kammeratskab om rygning. Det gælder også unge voksne, der kommer på arbejdsmarkedet for første gang. Også de er usikre og vil gerne være en del af sammenholdet på jobbet. Men rygning skal ikke være en del af det sammenhold.

Som arbejdsgiver er kommunerne med til at sætte rammerne for de ansattes arbejdsmiljø. Og de er med til at sætte retningen for den kultur, der er på arbejdspladsen. Det er der ikke noget usædvanligt i. Det er nu engang arbejdsgiveres ret, det gælder også kommuner.

Netop for kommuner giver det god mening at gå forrest som et godt eksempel på det, man ønsker af borgerne. Walk the talk. Ønsker kommunen, at færre borgere ryger, så er røgfri arbejdstid et godt sted at begynde. Kommunens ansatte møder borgerne i institutionerne, skolerne, plejesektoren, på jobcentret og mange andre steder. De er rollemodeller. 

Ikke mindst i forhold til den kommende generation har kommunen et stort ansvar og en enestående mulighed for at påvirke deres rygevaner. Er arbejdstiden røgfri for lærere og pædagoger, oplever børn og unge ikke rygning som en almindelig og accepteret adfærd, der hjælper til at stresse af eller hygge. Og de begrænsninger, som kommunen indfører for unges rygning bliver meget mere forståelige og acceptable, når de også gælder voksne. Ønsker kommunen en røgfri fremtid, er røgfri arbejdstid ikke til at komme uden om.

Modstanderne af røgfri arbejdstid taler om tyranni, brud på den individuelle frihed og glidebane. For hvad bliver det næste? Skal kommunen også kontrollere, om der er nok fuldkorn og bladselleri i vores madkasse? Og om vores taljemål er vokset? Og må man heller ikke ryge på en hjemmearbejdsdag eller når man slår grøftekanter halvanden kilometer fra den nærmeste borger?

Stop. Hold næsen i sporet. Stop med at bruge frihed som argument, når det handler om tobak. Og lad være med fokusere på gråzoner og små detaljer, som man sagtens kan finde en pragmatisk løsning på. Der er jo heller ikke nogen der kontrollerer, om den hjemmearbejdende medarbejder tager en Somersby eller en morfar på sofaen. Rygning dræber hvert år næsten 14.000 danskere. Og hver dag lærer 40 børn og unge at ryge. Rygning er en tyran, der stjæler din frihed. Det ved alle, der har været afhængige af tobak.

Røgfri arbejdstid støtter medarbejdere i ikke at ryge og hjælper dem, der gerne vil stoppe. De, der gerne vil ryge, kan gøre det – bare ikke, når de er på arbejde. Røgfri arbejdstid støtter børn og unge i ikke at begynde, så færre i fremtiden vil blive syge på grund af tobak.

Rygning er ikke en privat sag. Det er vores alle sammens sag, og derfor er det rimeligt og forventeligt, at kommunen sætter retningen, når det gælder rygning i arbejdstiden.

Af Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse