
Forskere fra Syddansk Universitet (SDU) har i samarbejde med Svendborg Sygehus (OUH) udarbejdet en ny metode til at systematisere patientklager på. Formålet er, at sundhedspersonalet på landets hospitaler i fremtiden skal få mere ud af klagerne, så behandlingskvaliteten bliver højere og patientsikkerheden forbedret.
- At bruge denne form for patientfeedback systematisk er helt nytænkende og noget, som ellers ikke bliver gjort. Aktuelt drager vi læring på enkeltsagsniveau, men det sker sjældent hverken systematisk eller på tværs af klager, fortæller Søren Bie Bogh, lektor og en del af forskergruppen bag projektet.
I stedet for at se på klager som isolerede hændelser, har forskerne fundet frem til en standardiseret metode til at analysere og identificere mønstre og gentagne udfordringer baseret på patientoplevelser. Det skriver SDU i en pressemeddelelse.
Inddrager alle klager
Den nye metode åbner op for en patientbaseret forståelse af, hvor forbedringer er nødvendige, og giver mulighed for at diskutere, hvordan de kan implementeres i sundhedspersonalets arbejde og på hospitalerne.
- Vores analyse inkluderer ikke kun de officielle klager sendt til Styrelsen for Patientklager, men også e-mails fra patienter eller pårørende til hospitalerne. Ved at bruge denne brede og systematiske tilgang har vi været i stand til at identificere mønstre og tendenser inden for forskellige problemområder, både på tværs af hele hospitalet og i de enkelte afdelinger, siger Lars Morsø, lektor ved SDU.
- Normalt bruger hospitaler personalets observationer til at forbedre kvaliteten, men patientklager giver os vigtige detaljer, som vi ellers måske ville overse. Disse detaljer kan hjælpe os med at se, hvor sundhedsvæsenet har brug for forbedringer, tilføjer Søren Bie Bogh.
Forskningsprojektet har bl.a. ført til, at flere afdelinger nu er interesseret i løbende at følge op på klagesager. De har anmodet om yderligere rapporter og mere detaljerede analyser specifikt for deres afdelinger. Projektet og samarbejdet med OUH fortsætter i 2024.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.