Det er ikke lykkedes Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) at blive enige om, hvordan fremtidens almene praksis skal indrettes og finansieres. Det oplyser begge parter i en pressemeddelse fredag formiddag.
Forhandlingerne har stået på de seneste seks måneder og skulle både sikre de praktiserende læger en ny overenskomst og modernisere hele den almene sektor. At forhandlingerne nu er brudt sammen ærger således også parterne, der begge tilskriver sammenbruddet uenighed om økonomien.
- Vi må erkende at forhandlingerne har stået noget stille de seneste uger. Vi har haft mange emner og idéer på bordet siden november måned, og begge parter har lyttet til hinanden og bevæget sig mod hinanden. Alligevel må vi nu konstatere at der er en relativt lille, men alligevel afgørende uenighed om den økonomi, der skal til for, at vi kan indgå en aftale, lyder det fra formand for PLO, Christian Freitag.
Formanden for Danske Regioners Lønnings- og Takstnævn (RTLN), Anders Kühnau (S), der har forhandlet på vegne af regionerne, undrer sig over, at PLO ikke har taget imod det 'milliardudspil', som regionerne har lagt på bordet og udtaler, at det ikke ville være forsvarligt for regionerne at strække sig længere på økonomien:
- Vi har tilbudt PLO et historisk stort løft og at flytte opgaver fra hospitalerne til almen praksis – med tilhørende økonomi vel at mærke. De praktiserende læger er for mange borgere den første indgang til sundhedsvæsenet, og derfor har vi lagt op til endnu mere ansvar til almen praksis for en lang række patientgrupper, siger Anders Kühnau.
PLO håber forhandlinger vil blive genoptaget
Regionerne oplyser helt konkret, at der er blevet forhandlet om en investering i den almene sektor på 1,8 mia. kr. fordelt over tre år samt 800 mia. kr. i pris- og lønstigninger. For de penge skulle de praktiserende læger blandt andet løse flere opgaver for hospitalerne og påtage sig et større ansvar for patienter med blandt andet kræft og kroniske sygdomme som KOL og diabetes.
- Vi har haft nogle meget ambitiøse planer i spil, der vil styrke almen praksis’ rolle i hele sundhedsvæsenet, herunder aflaste det pres, der er og vil komme på vores sygehuse og i den kommunale sektor. Det er planer, der stiller store krav til de praktiserende læger og ikke mindst vores personale, men det er også planer, der skal ledsages af betydelige økonomiske investeringer, siger Christian Freitag, der håber, at forhandlingerne vil blive genoptaget på et senere tidspunkt.
Hvorvidt Danske Regioner er villige til at genoptage forhandlingerne fremgår ikke, men Anders Kühnau ærger sig over sammenbruddet på borgernes og patienternes vegne:
- Aftalen ville have sikret bedre lægedækning i hele landet, bedre hjælp til kronikerpatienter hos de praktiserende læger, tættere samarbejde mellem hospital og almen praksis om at sætte hurtigt ind i komplicerede sygdomsforløb og generelt højere kvalitet i almen praksis.
Sammenbruddet betyder, at landets praktiserende læger fortsat vil skulle arbejde under den økonomiramme og de vilkår, som fremgår af den eksisterende aftale fra 2014. Danske Regioner oplyser, at de vil tage kontakt til regeringen for at drøfte mulighederne for at forlænge den nuværende overenskomsts økonomi.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.