VORDINGBORG / NÆSTVED: Der er konstateret fnat hos en elev på en skole i Ørslev i Vordingborg fredag eftermiddag. 100 elever blev i sidste uge sendt hjem fra Kobberbakkeskolens Sydbyafdeling i Næstved. Fredag blev der også konstateret fnat på skolens afdeling Uglebro. Dermed er der siden torsdag konstateret fnat på tre folkeskoler på Sydsjælland. En skole er lukket.
Dermed er flere elever sendt på forlænget juleferie, fordi de eller deres klassekammerater har såkaldt skorpefnat, også kendt som norsk fnat.
- Vi har diagnosticeret et tilfælde af norsk fnat i en 6. klasse. Barnet er sendt hjem med besked på, at det skal i behandling. Vi har indtil videre kun det ene tilfælde. Vi har orienteret alle forældre og holder situationen under observation hen over weekenden og tager derefter stilling til, hvad vi yderligere skal gøre, siger skoleleder Mai-Britt Herløv Petersen, som er tilknyttet skolen i Vordingborg.
Forlænget juleferie
Oprindeligt lød meldingen, at Kobberbakkeskolen var lukket indtil mandag, så lokalerne kunne blive rengjort og desinficeret.
Søndag oplyste skolelederen, Annika Bramming, dog, at afdelingen holder lukket resten af året.
- Vi har taget det alvorligt fra start af. Vi troede i starten, at der var tale om isolerede tilfælde, men allerede et døgn efter kunne vi se, at smitten havde bredt sig, siger Annika Bramming, skoleleder på Kobberbakkeskolen.
Mindst 22 klasser er ramt
Det er endnu uvist, præcis hvor mange elever og lærere, der er blevet smittet med skorpefnat. Torsdag lød meldingen, at elever og lærere fra 22 klasser - herunder 19 specialklasser - var berørt.
På Uglebro er der dog ifølge TV Øst tale om et langt mindre antal smittede. Derfor er skolen ikke blevet lukket.
Fnat forårsages af fnatmiden. Symptomerne er blandt andet intens kløe og hudforandringer. Smitten ved almindelig fnat sker ved hudkontakt, mens skorpefnat, der er meget smitsom og tidligere hed norsk fnat, sker ved berøring. Fnat forsvinder ikke af sig selv og skal behandles.
Ritzau + rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.